Der er en scene i Tilbage til Fremtiden II, som burde være berømt af helt andre grunde end den normalt citeres for. Jennifer Parker – Martys kæreste, en karakter med en krop, et navn og tilsyneladende en sjæl – får sat sig til at sove næsten øjeblikkeligt efter filmens begyndelse. Hun vågner ikke igen af betydning. Imens redder mændene verden, manipulerer tidslinjerne og diskuterer videnskabens grænser. Jennifer eksisterer i filmens univers som et narrativt problem, der løses ved at fjerne hende fra ligningen.
Det er ikke en dramaturgisk tilfældighed. Det er en politisk beslutning.
Og det er præcis den slags beslutninger, der gør Tilbage til Fremtiden II fra 1989 til et langt mere interessant objekt for kulturanalyse end den brede diskurs har turdet indrømme. Filmen – instrueret af Robert Zemeckis, produceret under Steven Spielbergs Amblin Entertainment og distribueret af Universal Pictures – er på overfladen en actionfyldt science fiction-komedie om tidsmaskiner og DeLorean-biler. Underneath er den et ideologisk dokument om, hvem der har ret til fremtiden, hvem der må skrive historien om, og hvad vi egentlig frygter, når vi forestiller os det, der kommer.
Lad os starte med de medvirkende i Tilbage til Fremtiden II – og arbejde os ind mod det, de faktisk repræsenterer.
Medvirkende i Tilbage Til Fremtiden II – konstruktioner snarere end karakterer
Filmens cast er bemærkelsesværdigt kompakt for en produktion af dens ambitionsniveau. Michael J. Fox spiller Marty McFly, Christopher Lloyd er Doc Brown, Lea Thompson spiller Lorraine, Thomas F. Wilson er Biff Tannen, og Elisabeth Shue har overtaget rollen som Jennifer fra den første film. Hertil kommer en række biroller, der udfylder fremtiden, fortiden og den alternative nutid med varierende dybde.
Det første man lægger mærke til ved ensemblet, er ikke talentets fraværelse – snarere det modsatte. Fox er ubestridelig karismatisk. Lloyd mestrer sin excentriker-type med en energi, der sjældent virker forceret. Wilson er en skurk af den gammeldags, umiddelbart afkodelige type. Men karaktererne er ikke konstrueret som mennesker. De er konstrueret som idéer.
Marty er Ideen om den unge mand, der kan transcendere sin klasses betingelser, hvis han bare er modig og opfindsom nok. Doc er Ideen om videnskaben som personlig dyd, løsrevet fra enhver institutionel sammenhæng. Biff er Ideen om det onde som personificeret – en enkelt mand, der kan destabilisere demokratiet, snarere end et system, der producerer Biff-typer i mængder.
At karaktererne fungerer som idéer frem for som mennesker er ikke i sig selv en fejl. Det er en genre-konvention. Men det er en genre-konvention med politiske konsekvenser – og dem er det værd at undersøge.
Læs også vores analyse af medvirkende i Deadpool & Wolverine for en sammenligning med en anden stor Hollywood-produktion, hvor ensemblets konstruktion bærer ideologisk vægt.
Biff Tannen er ikke en skurk. Han er et system uden ansigt
Thomas F. Wilson yder en performance, der i sin karikaturagtighed er præcis kalibreret til filmens behov. Den alternative tidslinje-Biff – oligark, kasinokonge, medie-ejer og lokal diktator – er filmens mest interessante politiske figur. Ikke fordi Wilson spiller ham med nuance (det gør han bevidst ikke), men fordi den struktur, filmen placerer ham i, utilsigtet er en af de mest præcise allegorier over kapitalismens politiske logik, Hollywood nogensinde har produceret.
Biffs magt hviler ikke på militær. Den hviler på information og kapital. Han køber en sportsbog med fremtidsviden, konverterer den til rigdom, og rigdommen konverteres til politisk kontrol via medieejendomme og institutionel korruption. Det er ikke en fantasifortælling. Det er en funktionsbeskrivelse af, hvordan oligarki opererer i liberale demokratier – fra mediemonopoler til informationsasymmetri som magtfaktor.
Det bemærkelsesværdige er, at filmen selv ikke synes at vide, hvad den har fundet ud af. Den behandler Biff som en personlig anomali – en dårlig mand med heldet på sin side – snarere end som et systemisk produkt. Løsningen er da heller ikke strukturel. Den er individuel: Marty og Doc retter op på den forkerte information ved at fjerne den fra Biffs besiddelse. Systemet forbliver intakt. Kun variablen udskiftes.
Det er den liberale løsnings grundstruktur: fjern den onde aktør, og det gode system kan fungere igen. Aldrig: det gode system producerede den onde aktør, og det er systemet, der skal ændres.
Fremtiden som shoppingcenter – og ingen stillede spørgsmål
Filmens 2015-fremtid er i dag berømt for sine forudsigelser – tablets, droner, videokald. Den diskussion er imidlertid dybt uinteressant. Den interessante observation er, hvad fremtiden ikke indeholder: nogen form for politisk organisation, kollektiv handling eller social lighed.
2015 i filmen er et forbrugernes paradis. Hover-boards, selvbindende snørebånd, flyvende biler, mad der genhydreres på sekunder. Teknologien er overalt. Men den adresserer ikke fattigdom, ulighed, sundhed eller demokratisk deltagelse. Den er gadgets. Den er forbrug. Den er underholdning.
Science fiction har altid haft to grundlæggende modi: den ene forestiller sig, at teknologi kan befri menneskeheden fra sine strukturelle begrænsninger; den anden forestiller sig, at teknologi blot reproducerer og forstærker de eksisterende magtstrukturer i mere effektive former. Tilbage til Fremtiden II tilhører tilsyneladende den første kategori – men de politiske implikationer peger uhjælpeligt mod den anden.
Fremtidens teknologi i filmen tilgodeser dem, der allerede har ressourcer. Der er ingen omfordeling. Der er ingen politisk vision. Der er til gengæld reklamer for Jaws 19 på store skærme og selvbetalende taxaer. Zemeckis og manuskriptforfatter Bob Gale skabte utilsigtet en fremtid, der ligner vores nutid med bekymrende præcision – ikke i de teknologiske detaljer, men i den politiske lammelse.
“Filmen forestillede sig en fremtid med flyvende biler, men ikke én uden kapitalisme – og det er den mest politiske ting ved den.”
Se også vores gennemgang af medvirkende i Avatar 2, der som stor sci-fi-sequel rejser beslægtede spørgsmål om teknologisk utopi og politisk forestillingsevne.
Det, Elisabeth Shue og Lea Thompson ikke fik lov til at gøre
Elisabeth Shue som Jennifer Parker
Elisabeth Shue overtog rollen som Jennifer efter Claudia Wells og leverer hvad filmen tillader hende – hvilket er meget lidt. Jennifer sættes til at sove, placeres passive steder, vækkes et par gange til kortvarig forvirring, og forsvinder derpå atter ud af narrativet. Det er ikke en rolle. Det er en rekvisit med et navn.
Jennifer sættes i søvn, for at handlingen kan begynde. Det er ikke dramaturgi. Det er ideologi.
Lea Thompson som Lorraine McFly
Lea Thompson som Lorraine er interessant på en anden måde. I den alternative onde tidslinje er hun Biffs ydmygede hustru, reduceret til et seksualiseret display-objekt. Det er filmens eksplicitte horror-scenario: den stærke families moder er nedbrudt og seksualiseret af oligarken. Men filmen analyserer ikke, hvad det siger om kvindens position i den normale tidslinje – for der er hun trods alt heller ikke meget mere end moderens stabiliserende funktion.
Den feministiske læsning af Tilbage til Fremtiden II er næsten fuldstændigt fraværende i mainstream-diskursen om filmen. Det er symptomatisk. Filmens behandling af sine kvindelige karakterer – som passive, sovende, ydmygede eller dekorative – beskrives sjældent som et valg med ideologisk indhold. Det præsenteres som dramaturgi. Men dramaturgi er ikke neutral. Valget om, hvem der er aktiv og hvem der er passiv i en fortælling, er altid et politisk valg.
Rollebesætningen vurderet analytisk
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Michael J. Fox | Marty McFly | 7/10 | Karismatisk og teknisk stærk i et multipelt-rollespil, men karakteren er en klassemobilitetsmyte i menneskeskikkelse |
| Christopher Lloyd | Doc Brown | 7/10 | Energisk og mindeværdig – men rollen er en libertariansk fantasi om geniet hævet over institutioner og ansvar |
| Thomas F. Wilson | Biff Tannen | 8/10 | Den mest politisk interessante performance: en oligarkiets struktur reduceret til en enkelt mands karikaturskyld |
| Elisabeth Shue | Jennifer Parker | 3/10 | Dygtig skuespiller sat til at sove. Filmens kønsideologi i én casting-beslutning |
| Lea Thompson | Lorraine McFly | 5/10 | Bruges primært som målestok for tidslinjer – stærk eller brudt, men aldrig som selvstændigt subjekt |
Doc Brown og den libertarianske videnskabsmyte
Christopher Lloyd er filmens emotionelle anker, og han besidder en genuin scenisk tilstedeværelse. Men det er værd at stoppe op ved, hvad Doc Brown egentlig er som figur, ud over den muntre excentriker.
Doc er videnskabsmanden uden institution. Han er ikke ansat nogen steder, har ingen kolleger, rapporterer til ingen, finansieres mystisk og opererer i et fuldstændigt personligt laboratorium udenfor enhver form for faglig, etisk eller demokratisk kontrol. Han er en drøm om videnskab som rent individuelt geni – videnskab som superheltekraft, ikke som kollektivt og institutionaliseret projekt.
Det er en dybt ideologisk figur. Den libertarianske forestilling om, at de bedste løsninger fremkommer, når det rigtige individ frigøres fra systemets begrænsninger, er præcis den fantasi, Doc Brown legemliggør. Det er ikke et uskyldigt narrativt valg. Det er en politisk forestilling om, hvad viden er, hvem der producerer den, og hvem der bør kontrollere dens konsekvenser.
Ingen spørger, om det er demokratisk forsvarligt at lade én autodidakt eksentriker med en DeLorean og adgang til plutonium bestemme over tidslinjernes integritet.
For en anden film, hvor videnskabelige og dimensionelle kræfter ligeledes hviler på én mands skuldre uden institutionel forankring, kan du læse om medvirkende i Doctor Strange.
Nostalgi som politisk strategi – og klassens usynlige mure
Filmens trilogi-format bygger på en grundlæggende nostalgisk impuls: fortiden kan rettes. Den fejl, der skete, kan annulleres. Historien er plastisk for den, der har adgang til de rigtige ressourcer og den rette viden.
Det er en ekstremt bekvem ideologi for dem, der allerede besidder ressourcer og viden. Tidsrejsen som metafor er ikke neutral. Den er tilgængelig for Marty og Doc – middelklassemand og velhavende ensomulv. Den er ikke tilgængelig for Biff, selvom det er ham, der tydeligst bærer prisen for klassesystemets tilfældigheder. Og den er ikke tilgængelig for Jennifer, der soves igennem de afgørende beslutninger om hendes egen fremtid.
Den onde tidslinje skabes af en mand fra arbejderklassen. Den gode genoprettes af middelklassen. Filmen ved ikke, at det er et politisk argument.
Nostalgi i Tilbage til Fremtiden II er ikke bare en følelse. Det er en politisk strategi, der naturaliserer den eksisterende orden ved at gøre dens fraværelse til det skræmmende scenario. Biff-tidslinjen er ikke en kapitalisme-kritik – det er en advarsel om, hvad der sker, hvis den forkerte person kontrollerer kapitalen. Den rigtige person er Marty, hans familie og Dr. Brown. Det vil sige: middelklassen.
Filmens politiske univers er i bund og grund konservativt, selvom det pakkes ind i temporale eventyr og futuristisk æstetik. Det handler ikke om at ændre systemet. Det handler om at sikre, at de rigtige mennesker styrer det.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller Marty McFly i Tilbage til Fremtiden II?
Michael J. Fox spiller Marty McFly. Han spiller også flere andre roller i filmen, herunder sin egen søn og datter i 2015-fremtiden.
Hvem spiller Doc Brown?
Christopher Lloyd spiller Dr. Emmett Brown, filmens videnskabsmand og konstruktør af tidsmaskinen.
Hvem spiller skurken Biff Tannen?
Thomas F. Wilson spiller Biff Tannen, der i filmens alternative tidslinje er vokset til at blive en magtfuld og korrupt oligark.
Hvem spiller Jennifer i Tilbage til Fremtiden II?
Elisabeth Shue spiller Jennifer Parker. Hun overtog rollen fra Claudia Wells, der spillede karakteren i den første film.
Hvem instruerede filmen?
Robert Zemeckis instruerede filmen, der havde premiere i 1989. Manuskriptet er skrevet af Bob Gale.
Er filmen tilgængelig på streaming i Danmark?
Ja, filmen er tilgængelig på flere platforme, herunder Apple TV, Amazon Prime Video og Netflix afhængigt af den aktuelle tilgængelighed.
Hvad er filmens originaltitel?
Back to the Future Part II – udgivet i Danmark under titlen Tilbage til Fremtiden II eller Tilbage til Fremtiden Del II.
Hvad er filmens politiske budskab?
Filmens officielle budskab handler om at bevare tidslinjens integritet og familiens sammenhæng. Men den bærer et ubevidst politisk indhold om klassemobilitet som individuelt projekt, kvinder som narrative redskaber, og kapitalisme som den uforanderlige betingelse for både fortid, nutid og fremtid.
