Der er noget foruroligende velpoleret over The Split. Den britiske BBC-serie, skabt af Debbie Horsfield og sendt fra 2018, handler tilsyneladende om skilsmisse, familie og kvindelig selvbestemmelse. Men bag den smukke London-æstetik og det kompetente ensemble gemmer sig en serie, der konsekvent vælger komfort frem for konfrontation – og kalder det modenhed.
Serien følger advokaten Hannah Stern, spillet af Nicola Walker, der arbejder i et skilsmissefirma og navigerer sit eget ægteskabs stille opløsning, mens hun håndterer andres. Rundt om hende er søstrene Nina og Rose Stern, en fraværende fader, en trofast ægtemand og en tidligere kæreste med tilpas mange skår i lakken til at fungere som dramaturgisk friktionsgenerator. Det er godt håndværk. Det er også dybt ufarligt.
Spørgsmålet er ikke, om The Split er en god serie. Det er, hvad den egentlig siger – og hvad den bevidst undlader at sige.
Nicola Walker og illusionen om den frie kvinde
Nicola Walker er seriens absolutte omdrejningspunkt, og hun bærer rollen som Hannah Stern med en præcision, der sjældent ryster. Walker er en af britisk TVs mest pålidelige skuespillere – behersket, nuanceret, med en evne til at kommunikere indre konflikter uden melodrama. Teknisk set er hendes præstation tæt på fejlfri.
Men det er præcis her, problemet opstår.
Hannah Stern er konstrueret som et feministisk argument mere end som et menneske. Hun er kompetent, følelsesmæssigt kompleks og professionelt respekteret. Hun vælger sig selv. Hun sætter grænser. Hun vinder. Og alligevel er hendes frihed fuldstændig defineret af de institutionelle rammer, hun aldrig sætter spørgsmålstegn ved – advokatfirmaet, retssystemet, middelklassens sociale koder. The Split giver Walker et fantastisk instrument at spille på. Det instrument er bare stemt efter et liberalt nodesystem, hvor personlig integritet er den højeste politiske kategori.
Hannahs dilemmaer er reelle, men de er aldrig strukturelle. Hun lider som individ. Hun sejrer som individ. Og systemet – det system, der bestemmer hvem der overhovedet har adgang til en advokat som hende – forbliver scenografi.
Læs også vores gennemgang af medvirkende i Imperfect Women, en anden britisk dramaserie med fokus på kvinder og komplekse relationer.
Roller i The Split – mænd som katalysatorer, kvinder som projekt
Stephen Mangan spiller Nathan Stern, Hannahs ægtemand, med den rolige autoritet, han er kendt for. Han er charme og sårbarhed i én pakke, og Mangan leverer det med troværdighed. Men Nathan er i seriens logik primært en forhindring og en afklaring – han eksisterer i relation til Hannah, ikke som selvstændigt moralsk subjekt.
Det samme gælder Barry Atsma som Hannahs tidligere kæreste Zander. Atsma, den nederlandske skuespiller der har vundet bred anerkendelse i europæisk TV og film, har karisma nok til at fylde rummet. Men Zander er konstrueret som et symbol på fortiden, på det valg Hannah ikke traf, på nostalgien ved det ulevede liv. Han er funktion, ikke karakter.
Dette er ikke et tilfælde. Det er et mønster. The Split er bevidst centreret om kvindernes indre liv – og mændene betaler prisen som dramaturgiske redskaber. Det er paradoksalt, for serien påstår at opgøre med netop denne form for instrumentalisering. At gøre det omvendte er ikke frigørelse. Det er spejlvendt determinisme.
Fiona Button spiller søsteren Nina Stern og leverer seriens måske mest jordnære og afbalancerede præstation. Nina er seriens forsøg på at nuancere det professionelle kvindebillede – hun er mere sårbar, mere usikker, og dermed mere menneskelig. Men også Nina placeres i et system, hun aldrig problematiserer.
Se også vores analyse af medvirkende i House of Cards, en serie med tilsvarende fokus på intriger og komplekse karakterdynamikker.
Skuespillere i The Split – hvem spiller hvad
Inden vi går dybere ned i analysen, er det nyttigt at have overblik over seriens centrale rollebesætning, som den fremgår af seriens officielle kilder:
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Nicola Walker | Hannah Stern | 8/10 | Teknisk upåklagelig, men låst i en karakter konstrueret som feministisk argument frem for menneske |
| Stephen Mangan | Nathan Stern | 6/10 | Charmerende, men reduceret til dramaturgisk katalysator uden selvstændig moralsk tyngde |
| Fiona Button | Nina Stern | 7/10 | Seriens mest jordnære præstation – giver systemet et mere sårbart ansigt |
| Barry Atsma | Zander | 6/10 | Karismatisk, men funktionel – eksisterer som symbol på Hannahs ulevede valg |
| Donna Air | — | 5/10 | Begrænset skærmtid giver ikke grundlag for dybere vurdering; fremstår primært som casting-signal |
Klasseblindheden som politisk valg
Klienterne i The Split er velhavende. Det er ikke en dramaturgisk tilfældighed – det er en politisk beslutning, som serien aldrig reflekterer over.
Store sager kræver store penge. Store penge kræver rige klienter. Og rige klienters problemer behandles i serien som universelle menneskelige erfaringer: svigt, kærlighed, tab, identitet. Det er ikke forkert, at rige mennesker også lider. Men når serien konsekvent usynliggør, at størstedelen af befolkningen aldrig ville have adgang til en advokat af Hannahs kaliber, og at skilsmisse for mange er en økonomisk og retlig katastrofe snarere end en eksistentiel stiliseret sorgproces – så er det ikke neutralitet. Det er klasseæstetik forklædt som menneskelig dybde.
The Split sælger det senmoderne ægteskabssammenbrud som personlig tragedie. Det strukturelle – de stigende skilsmissetal som delvist symptom på neoliberal individualisering, prekarisering af familieformer, svækkelse af sociale sikkerhedsnet – forbliver uproblematiseret baggrundsstøj. Serien behandler neoliberalismens menneskelige omkostninger som personlig psykologi. Det er symptombehandling præsenteret som diagnose.
Institutionen som neutral grund – det mest bekvemme løgn
Der er en scene, man kan forestille sig i enhver episode af The Split: Hannah træder ind på advokatfirmaet, firmaet fungerer, systemet fungerer, og retfærdigheden – sådan nogenlunde – sejrer til sidst. Institutionen er rammen. Den er aldrig problemet.
Det er seriens mest afgørende politiske valg, og det er det mindst synlige.
Det britiske retssystem har veldokumenterede skævheder – raciale, klassemæssige, kønsmæssige. Det juridiske felt er, med Bourdieus terminologi, et symbolsk kapital-marked, hvor adgang, sprog og kulturelle koder er afgørende for udfaldet af enhver sag. The Split ignorerer dette fuldstændigt. Advokatfirmaet fremstilles som et neutralt meritokrati, hvor de dygtigste vinder, og de rette valg fører til de rette resultater.
Det er en ideologisk konstruktion – og det er den mest effektive slags, fordi den ser ud som common sense. Serien deler dette træk med andre britiske advokatdramaer som Silk: Systemet er scenografi. At gøre det til scenografi er et politisk valg forklædt som dramaturgisk nødvendighed.
En beslægtet tematik om ægteskab, bedrag og psykologiske spændinger findes i vores gennemgang af medvirkende i Gone Girl.
Familiens dobbeltbinding – sorg og hyldest på samme tid
The Split vil to ting på én gang, og de er ideologisk uforenelige.
Serien vil hylde kvindernes ret til at forlade ægteskaber, der ikke fungerer – til at vælge sig selv, til at definere sig uden for den traditionelle kernefamilie. Og den vil samtidig sørge over familiens opløsning, over de tab der følger, over børnene og de slidte bånd og de år der ikke kan gives tilbage.
Begge impulser er menneskelige og forståelige. Men serien løser aldrig spændingen imellem dem. Den administrerer den. Og det resulterer i et æstetisk og ideologisk vakuum, hvor progressiv retorik og kulturkonservativ melankoli lever side om side uden at konfrontere hinanden.
Det er ikke kompleksitet. Det er ideologisk inkontinens – og serien slipper afsted med det, fordi den pakkede det ind i smukke hjem, velskrevne dialoger og Nicola Walkers urokkelige tilstedeværelse.
The Split er vellavet britisk drama med et stærkt ensemble. Men det er ikke et modigt drama. Det performer feminisme, det performer kompleksitet, og det performer samfundsforståelse – uden at turde udfordre de strukturer, der gør Hannahs verden mulig for de få og utilgængelig for de mange. Britisk kvalitets-TV har fundet den perfekte formel: Giv kvinden magten – og sørg for, at magtens struktur forbliver intakt.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller Hannah Stern i The Split?
Hannah Stern spilles af Nicola Walker, en af britisk TVs mest anerkendte skuespillerinder. Hun bærer serien igennem alle tre sæsoner.
Hvem spiller Nathan Stern?
Nathan Stern, Hannahs ægtemand, spilles af Stephen Mangan, der er kendt fra en række britiske TV-produktioner og teaterstykker.
Hvem er Barry Atsma i The Split?
Barry Atsma spiller Zander, Hannahs tidligere kæreste. Atsma er en nederlandsk skuespiller med bred erfaring i europæisk film og TV.
Hvem har skabt The Split?
Serien er skabt og skrevet af Debbie Horsfield og er produceret til BBC One.
Hvor kan man se The Split i Danmark?
Serien er tilgængelig på Prime Video i Danmark og har desuden været udgivet på DVD.
Hvor mange sæsoner har The Split?
Serien har tre sæsoner og afsluttes som en sammenhængende fortælling om Stern-familiens opbrud og forsoning.
Hvad handler The Split om?
Serien følger advokaten Hannah Stern, der arbejder med skilsmissesager, mens hendes eget ægteskab langsomt disintegrerer. Det er et familiedrama om valg, tab og identitet – og ifølge denne analyse: et politisk projekt, der ikke selv ved, det er politisk.
