Når de faste hjælpere holder ferie i juni, overtager skiftende vikarer. For mange ældre betyder det utryghed, sprogbarrierer og mangel på basal hjælp. Borgerne betaler prisen for et presset system.
Juni måned er over os. Det betyder lyse nætter og dansk sommer. Men for tusindvis af ældre medborgere markerer juni starten på en utryg tid.
Nu starter ferieperioden nemlig i landets kommuner. De faste medarbejdere i ældreplejen tager på velfortjent ferie. I stedet rykker et hær af vikarer ind.
For 82-årige Bente fra provinsen betyder det, at der næsten hver dag står et nyt, ukendt menneske i hendes dør.
“Jeg ved aldrig, hvem der låser sig ind. Det gør mig bange. Nogle gange forstår de slet ikke, hvad jeg siger,” fortæller Bente.
Hun har brug for hjælp til at få støttestrømper på og til personlig pleje. Men når der kommer vikarer, som dårligt nok taler dansk, opstår der misforståelser. Det skaber frygt i eget hjem. Et hjem, som burde være hendes trygge base.
Nærhed er forsvundet
Problemet er ikke nyt, men det bliver værre år for år. Den danske velfærdsmodel bygger på en tryg kontrakt: Når du har arbejdet et helt liv og betalt din skat, griber samfundet dig, når du bliver gammel.
Men den kontrakt virker brudt.
Ude på rådhusene sidder planlæggere og bureaukrater og får vagtplanerne til at gå op i et regneark. For dem er Bente et CPR-nummer. For dem er en vikar lige så god som en fast ansat.
Men i virkelighedens verden handler ældrepleje om mennesker. Det handler om kendskab. Om at vide, at Bente bedst kan lide sin kaffe lunken, og at hun er bange for at falde på badeværelset.
Når sproget bliver en barriere, forsvinder den menneskelige kontakt fuldstændig.
Sikkerheden smuldrer
Det handler også om sikkerhed. Bente føler sig sårbar, når fremmede får adgang til hendes hjem. Hvordan kan man som ældre føle sig tryg, når man ikke engang kan føre en simpel samtale med den person, der skal hjælpe én i bad?
Mange pårørende må tage over i juni måned. De tager fri fra arbejde for at passe deres gamle forældre. De tør simpelthen ikke overlade ansvaret til et system, der prioriterer kassetænkning højere end kvalitet.
Men hvad med dem, der ikke har familie tæt på? De lades i stikken.
Mens politikere taler i store vendinger om fremtidens velfærd, mangler vi her og nu hænder, der taler sproget og kender kulturen. Hænder, der kan give vores ældre en værdig alderdom.
Det er på tide, at vi spørger os selv: Er det her den måde, vi vil behandle de generationer, der har bygget Danmark op?
Det burde være en kerneopgave at sikre, at vores ældre får hjælp af folk, de kan forstå, og som forstår dem. Alt andet er et svigt af vores egne.
