Juli betyder trængsel ved de danske grænser. Mens tusindvis af familier drager sydpå, og turister strømmer ind, rejses debatten igen: Passe vi godt nok på vores eget hus?
Rækkerne af biler strækker sig så langt øjet rækker ved grænsen i Padborg og Frøslev. Solen bager på cykeltagene og campingvognene. Børn kigger ud af bagruderne, mens forældrene fisker passene frem fra handskerummet.
Det er et klassisk syn i julimåneden. Danskerne drager på ferie, og udlandske gæster besøger det danske sommerland. Men grænsen er mere end blot et sted, hvor man holder i kø på vej mod sydens sol. Det er selve symbolet på national suverænitet, tryghed og orden.
Alligevel er den danske grænsekontrol et evigt stridsemne i København og i EU-hovedstaden Bruxelles. For hvem har egentlig retten til at bestemme, hvem der krydser Danmarks grænser?
EU’s pres mod dansk selvbestemmelse
I årevis har skiftende danske regeringer kæmpet for at opretholde den midlertidige grænsekontrol. Argumentet fra politiet og de lokale borgere har været krystalklart: Kontrollen hjælper med at dæmme op for grænseoverskridende kriminalitet, menneskesmugling og ulovlig indvandring.
Men fra EU’s bureaukrater lyder der hele tiden kritiske røster. De ønsker en fuldstændig åben grænse uden hindringer i det såkaldte Schengen-samarbejde. Ifølge dem er fri bevægelighed vigtigere end den enkelte nations ønske om at passe på sine egne borgeres sikkerhed.
Det stiller os over for et grundlæggende spørgsmål: Skal Danmarks tryghed dikteres fra kontorer i udlandet? Eller skal det danske folketing selv have lov til at lukke døren, når der er brug for det?
For mange almindelige danskere virker svaret åbenlyst. Et land uden kontrol over sine egne grænser mister i længden kontrollen over sit eget samfund.
Hverdagens tryghed i grænselandet
Sønderjyderne ved det bedre end nogen andre. I grænseområderne mærker man konsekvenserne direkte i hverdagen, når kontrollen slækkes. Omrejsende kriminelle bander har i årevis benyttet sig af de åbne grænser til at begå indbrud i private hjem, stjæle arbejdsredskaber fra håndværkere og fjerne landbrugsmaskiner.
Når politiet står ved grænsen, har det en mærkbar, forebyggende effekt. Det sender et signal om, at Danmark ikke er en åben ladeport for kriminelle netværk.
Men grænsekontrollen er løbende blevet nedskaleret og ændret til såkaldt “stikprøvekontrol”. Politifolkene på stedet gør en kæmpe indsats, men de er oppe imod svære vilkår. Manglen på ressourcer og de stadige krav fra EU om at mindske kontrollen gør opgaven udfordrende.
Det skaber en følelse af utryghed hos de borgere, der bor tættest på grænsen. De oplever, at deres tryghed bliver vejet op imod politiske principper om åbne grænser i EU.
Kriminalitet kender ingen grænser – men det bør loven gøre
I løbet af sommeren oplever mange danskere også, hvordan utrygheden kan flytte med ind i sommerlandets byer. Lommetyve, omrejsende tiggere og organiserede grupper søger mod turiststederne, hvor folk slapper af og nyder ferien.
Politiets opgave med at beskytte borgerne bliver uendeligt meget sværere, hvis man ikke har styr på, hvem der overhovedet kommer ind i landet.
Det handler ikke om at lukke Danmark af for omverdenen. Danskerne har altid været et handelsfolk og et rejselystent folk. Vi byder turister og gæster velkommen med åbne arme. Men der er stor forskel på at byde gæster velkommen og på at fjerne sin egen fordør.
Retssikkerhed og offentlig orden starter ved grænsen. Hvis staten ikke opfylder sin mest grundlæggende opgave – nemlig at beskytte territoriet og borgerne – svigter den sin samfundskontrakt.
Et nationalt anliggende
Mens politikere diskuterer jura og EU-direktiver, står danskerne i kø ved grænsen i juli. De fleste gør det gerne med et smil, hvis de ved, at kontrollen tjener et højere formål: At holde Danmark trygt og sikkert.
Det er på tide, at Danmarks grænser betragtes som en permanent og naturlig del af vores nationale sikkerhed. Vi skal ikke be om lov i Bruxelles for at passe på vores egne borgere.
National suverænitet er ikke noget skældsord. Det er fundamentet for det trygge og velfungerende danske samfund, vi alle ønsker at bevare.
