Lige inden sommerferien får mange handicappede skåret i deres hjælp. Kommunerne klager over tomme kasser, men borgerne undrer sig over, hvad vores skattekroner egentlig går til.
I juni sker der noget særligt på de danske rådhuse. Her skal regnskaberne gøres op inden sommerferien, og næste års budgetter skal forberedes. Det er her, sparekniven oftest findes frem.
Og hvem rammer den? Den rammer de borgere, der råber lavest.
Lige nu oplever mange handicappede og deres familier at få brev fra kommunen. Et brev, der fortæller, at deres støttetimer er blevet skåret. Deres hjælp i hverdagen er reduceret. Ledsageordninger forsvinder.
Tag 45-årige Søren. Han er spastiker og afhængig af hjælp til at komme ud af sin lejlighed. I juni fik han besked om, at han nu kun får hjælp hver anden uge i stedet for hver uge.
“De siger, de skal spare. Nu sidder jeg bare her og kigger ud ad vinduet på sommeren, som jeg ikke kan være en del af,” siger Søren.
Skæve prioriteringer
Det runger hult hos borgerne, når lokalpolitikerne siger, at kassen er tom. For overalt i Danmark ser vi eksempler på, hvordan de samme kommuner rask væk bruger millioner på andre ting.
Der hyres dyre konsulenter til at lave flamske rapporter, som ingen læser. Der bygges prangende kulturhuse eller bruges enorme summer på integrationsprojekter, der aldrig bærer frugt.
Pengene fosser ud af kommunekasserne, mens bureaukratiet vokser. Men når det kommer til vores egne svageste, så klappes kassen pludselig i.
Hvordan kan et velfærdssamfund forsvare at skære ned på hjælp til de borgere, der i forvejen har det allersværest, for at finansiere skrivebordsprojekter?
Følelsen af uretfærdighed
Der breder sig en berettiget følelse af uretfærdighed blandt almindelige mennesker. Folk arbejder, betaler verdens højeste skatter, og ser frem til en tryg velfærd.
Men når man så får et barn med et handicap, eller man selv ender i en ulykke, møder man en kold og kynisk forvaltning. En forvaltning, der skjuler sig bag paragraffer og afgørelser.
I juni sidder mange familier med handicappede børn og sveder over, hvordan sommerferien skal hænge sammen, fordi kommunen har fjernet deres aflastning. Det er en umenneskelig situation.
Det svækker den sociale sammenhængskraft, når vi efterlader de handicappede på perronen. Det er på tide, at magthaverne ude i kommunerne tager ansvar. Stop spildet af skattekroner, og brug dem i stedet på det vigtigste: at sikre en ordentlig og værdig behandling af vore egne medborgere.
