Mens politikerne taler om en stærk økonomi, må tusindvis af danske familier droppe udlandsrejsen i år. Nye afgifter og skyhøje priser gør, at almindelige lønmodtagere er dem, der betaler regningen.
Juni er for mange danskere lig med duften af solcreme og planlægning af sommerferien. Det er nu, kufferten skal findes frem, og de sidste detaljer om rejsen sydpå skal falde på plads.
Men sådan bliver det ikke i år for 42-årige Martin og hans kone, Line, fra en mellemstor jysk provinsby.
De arbejder begge fuldtid. Han som håndværker, hun i en lokal tøjbutik. Alligevel har de for første gang i ti år måttet aflyse familiens ferie til Spanien. Pengene rækker ganske enkelt ikke længere.
”Vi har regnet på det igen og igen. Men med de nye flyafgifter, dyrere benzin og de stigende priser på alt herhjemme, så er der bare tomt på kontoen, når alle faste udgifter er betalt. Det er frustrerende,” siger Martin.
Afgifter rammer skævt
Problemet mærkes netop nu, hvor skolernes sommerferie lurer lige om hjørnet. Børnene spørger, hvornår de skal afsted. Men svaret er, at de skal blive hjemme i haven.
Det er især de politiske beslutninger om at pålægge rejser og transport nye grønne afgifter, der gør ondt på husholdningsbudgettet. Afgifterne sælges som nødvendige tiltag fra Christiansborg.
Men for en almindelig familie føles det som en straf.
De færreste i provinsen har mulighed for at vælge dyre, “klimavenlige” luksusrejser. De vil bare gerne have en uge i solen efter et hårdt arbejdsår. Mens de velhavende i Nordsjælland knap nok mærker, at flybilletten er blevet nogle hundrede kroner dyrere, så vælter det budgettet for en familie, der i forvejen vender hver en krone.
Følelsen af uretfærdighed
Der breder sig en følelse af magtesløshed. Hvorfor skal den almindelige dansker, der knokler for at holde samfundet i gang, straffes økonomisk?
“Man hører hele tiden om, at vi skal betale mere for at redde klimaet. Men det føles som om, det kun er os med helt almindelige indkomster, der skal betale. Dem, der bestemmer det hele i København, flyver jo stadig alt det, de vil,” lyder det skarpt fra Martin.
Juni burde være en måned fuld af glæde. I stedet er den blevet en måned, hvor uligheden for alvor viser sit grimme ansigt. Det er her, forskellen på dem, der sætter reglerne, og dem, der skal leve med dem, bliver tydelig.
Familien i Jylland må nøjes med at kigge på billeder fra tidligere somre. Den danske model, hvor alle arbejderfamilier har råd til en ordentlig ferie, slår alvorlige revner. Spørgsmålet er, hvor længe borgerne vil finde sig i at betale regningen for en politik, der langsomt udhuler deres frihed.
