Skoleferien er lige om hjørnet, men de lokale fritidstilbud sparer og holder lukket. Helt almindelige børnefamilier klemmes, og lokalsamfundene frygter for trygheden.
Juni er for de fleste børn lig med forventningens glæde. Skoleåret slutter, og den lange sommerferie venter. Seks ugers frihed.
Men for mange forældre er juni starten på et puslespil, der ikke kan gå op. Særligt fordi kommunerne landet over har sparet fritidsklubber og ungdomsskoler væk i sommerugerne.
Hvad skal børnene lave?
Når mor og far skal passe deres arbejde på fabrikken, i supermarkedet eller på sygehuset, er der ingen til at se efter de store børn og teenagere. Fritidstilbuddene, der plejede at være samlingspunkt for det lokale ungdomsliv, drejer nøglen om.
Det mærker man i de almindelige arbejderkvarterer. Uden et trygt sted at være, hænger de unge på gadehjørner, ved busstoppesteder eller foran butikscentre.
En trussel mod lokalsamfundet
Det handler ikke kun om kedsomhed. Det handler om tryghed og forebyggelse.
Når de unge overlades til sig selv i ugevis, uden voksne rollemodeller og faste rammer, skaber det problemer. Småtterier kan hurtigt udvikle sig til ballade. Trygheden for de ældre beboere i nærområdet daler, når store grupper af rastløse unge driver rundt på gaden i de varme junidage.
Det er et svigt af familierne. Og det er et tab for det lokale sammenhold.
“Før i tiden var der altid en klubmedarbejder, der kendte drengene, arrangerede fodbold og holdt dem til ilden. Nu er alt sparet væk. Det er som om, ingen bekymrer sig om vores børn længere,” siger en bekymret far fra provinsen.
Elitens blinde vinkel
Problemet mærkes ikke i de rige kommuner, hvor familierne har råd til dyre tenniscamps eller lange udlandsrejser i hele juli. Der fungerer det hele.
Men for den almindelige dansker er de lokale klubber og foreninger rygraden i hverdagen. Det er her, børnene lærer at være sammen. Det er her, de holdes væk fra dårligt selskab.
Når magthaverne på rådhuset lukker fritidsklubberne for at balancere et budget, sparer de småpenge, men de spiller hasard med vores børns fremtid. Man kan undre sig over, at der altid er råd til fine nye rådhuspladser og administrative direktører, men ikke råd til at holde døren åben i den lokale ungdomsklub i juni.
Vores børn fortjener bedre. De er vores fremtid. At lukke dem ude på gaden er en hån mod de familier, der knokler for at få hverdagen til at hænge sammen.
