Der er noget næsten hypnotisk ved den måde, Peter Jacksons Hobbitten – En Uventet Rejse fra 2012 mobiliserer sin tilskuer. Fra de første minutter er vi inviteret ind i en verden, der føles tryg, ordnet og moralsk tydelig. Skuespillerne er karismatiske. Produktionen er overvældende. Musikken fortæller os præcis, hvad vi skal føle – og hvornår. Og alligevel er det præcis her, det bliver interessant at standse op og spørge: Hvad er det egentlig, vi inviteres til at tage del i?
Svaret er mere politisk, end fantasyen lader ane.
Hobbitten – En Uventet Rejse er ikke blot en film om en lille mand, der vover sig ud i verden. Det er en fortælling om restauration, arv og legitim orden – og castingen, karakterkonstruktionen og selve den dramaturgiske logik tjener konsekvent dette projekt. Ensemblet er imponerende. Spørgsmålet er bare, hvad det er et ensemble for.
Medvirkende i Hobbitten – En Uventet Rejse: Hvem spiller hvad?
Lad os begynde med det faktuelle, inden vi graver os ned i det ideologiske. Filmens bærende rollebesætning er dokumenteret på tværs af IMDB, Wikipedia, DFI og The Movie Database, og den lyder som følger:
Martin Freeman spiller Bilbo Sækkeby – hobbitten, der rekrutteres som indbrudstyv i dværgenes kompagni. Ian McKellen spiller Gandalf den Grå, troldmanden, der sætter det hele i gang. Richard Armitage spiller Thorin Egekvist, dværgeprinsen og kompagniets leder. Andy Serkis vender tilbage som Gollum i en af filmens mest mindeværdige sekvenser. Cate Blanchett optræder som alvedronningen Galadriel. Hugo Weaving spiller alveherren Elrond. Ian Holm spiller den ældre version af Bilbo i filmens prolog. Ken Stott spiller dværgen Balin.
Dertil kommer et stort ensemble af dværge – tretten i alt – der tilsammen udgør kompagniet på rejsen mod Erebor.
Det er en rolleliste, der på papiret er imponerende bred. I praksis er den langt mere snæver, end den lader til.
Læs også vores artikel om medvirkende i Dungeons Dragons Honor Among Thieves, der behandler lignende temaer om fantasy-genren og dens politiske undertoner.
Castingstrategien: Troværdighed købt hos det britiske kulturestablishment
Der er en tydelig casting-logik i Hobbitten – En Uventet Rejse, og den handler om kulturel autoritet. McKellen og Weaving er Shakespeare-uddannede britiske skuespillere med tung prestige. Blanchett er international arthouse-kapital. Freeman er den britiske everyman-type par excellence – velkendt fra The Office og Sherlock, en skuespiller, hvis styrke præcis er den troværdige, lidt fortabte middelklassemand.
Det er ikke tilfældig casting. Det er strategisk. Filmens troværdighed – dens evne til at bede os om at investere emotionelt i et feudalt gendanningsprojekt – hviler på den kulturelle legitimitet, disse navne bringer med sig. McKellen giver Gandalf en filosofisk tyngde, der camouflerer figurens manipulative grundnatur. Blanchetts knapt ti minutters skærmtid signalerer, at filmen er mere end underholdning. Freeman forankrer det hele i noget genkendelig menneskeligt.
Det er godt håndværk. Det er også ideologisk arbejde.
Gandalf og den uvalgte arkitekt: Om paternalisme som ledelsesfilosofi
Ian McKellen som Gandalf den Grå
Ian McKellen leverer en præstation, der er svær ikke at beundres. Hans Gandalf er varm, lunefuld og umiskendeligt klog. Men klog på hvis vegne?
Gandalf er filmens egentlige magtcenter. Han vælger Bilbo. Han samler kompagniet. Han bestemmer ruten, bestemmer alliancerne, bestemmer hvornår de andre må vide, hvad han ved. Og han gør det hele uden noget som helst demokratisk mandat. Ingen har valgt ham. Ingen kan afsætte ham. Han er den paternalistiske elite i reneste form: den, der ved bedst og handler derefter – og som vi elsker for det, fordi McKellen spiller ham med så meget varme, at vi glemmer at stille spørgsmålet.
McKellen løfter rollen over det generiske og giver den en menneskelig kompleksitet, der ikke nødvendigvis er skrevet ind i manuskriptet. Det er stor skuespilkunst. Men filmen bruger denne skuespilkunst til at gøre Gandalfs magtudøvelse emotionelt acceptabel. Det er præcis dér, det analytiske blik bør skærpes.
Martin Freeman som den mobiliserede middelklasse
Martin Freeman som Bilbo Sækkeby
Freeman er filmens mest interessante casting-valg – ikke fordi han er bedst, men fordi han er mest politisk afslørende.
Bilbo Sækkeby er komfortabel, politisk passiv og dybt forankret i det bestående. Han har hvad han har brug for. Han ønsker ingen forandring. Og alligevel rekrutteres han – af Gandalf, uden egentlig samtykke – ind i et projekt, han ikke forstår og ikke har efterspurgt. Filmens narrative logik insisterer på, at dette er godt for ham. At rejsen modner ham. At han finder sig selv.
Men hvad finder han egentlig? Han finder ud af, at han er villig til at risikere livet for andres ejendomsretlige krav. Hans “vækst” består i at internalisere Thorins nationalisme som sin egen. Freeman spiller denne transformation med en subtil, næsten rørende overbevisning – og det er præcis problemet. Han er så troværdig, at vi accepterer præmissen: at den komfortable borger, der rekrutteres til at tjene et politisk projekt han ikke selv har formuleret, er på en rejse mod noget sandt og godt.
Det er den mobiliserede middelklasses klassiske fortælling. Og den er sjældent fortalt med større charme.
Se også vores gennemgang af medvirkende i Doctor Strange for en anden vinkel på, hvordan store fantasy- og eventyrblockbusters konstruerer deres helte.
Thorin, Smaug og spørgsmålet om, hvem der ejer hvad
Richard Armitage som Thorin Egekvist
Richard Armitage spiller Thorin Egekvist med en mørk, melankolsk intensitet, der gør karakteren langt mere interessant end manuskriptet måske fortjener. Hans Thorin er ikke blot en helt – han er en mand besadt af et tab, der er blevet til en identitet.
Og det er politisk interessant. Fordi Thorins krav på Erebor ikke er begrundet i demokratisk legitimitet, nuværende befolkningsforhold eller nogen form for social kontrakt. Det er begrundet i arv. Hans forfader ejede bjerget. Bjerget tilhører ham. Den logik behandles i filmen som selvindlysende – nærmest som en naturlov.
Men den er ikke en naturlov. Den er en konservativ rettighedsfilosofi, der placerer historisk tilhørsforhold over alle andre hensyn. Og filmen stiller aldrig spørgsmålet: Hvad sker der med Erebor, når dværgene får det tilbage? Hvilken orden bygger de? Hvem bestemmer? Armitages karisma og sårbarhed bruges til at fylde dette politiske tomrum ud med følelse frem for substans.
Andy Serkis som Gollum
Andy Serkis’ Gollum-scene er en af filmens bedste – og politisk set den mest neutrale. Gollum er ikke et ideologisk projekt. Han er et menneskeligt forfald, præsenteret med en rå, uhyggelig troværdighed. Serkis leverer noget, der transcenderer filmens øvrige karakterkonstruktioner, præcis fordi Gollum ikke tjener fortællingens restaurationsprojekt.
Alver, dværge og race som moralsk kategori
Cate Blanchett som Galadriel og Hugo Weaving som Elrond
Hobbitten – En Uventet Rejse er ikke en racistisk film i den enkle forstand. Men den reproducerer en hierarkisk verdensbygning, der gør noget ubehageligt ved forestillingen om moral og biologi.
Cate Blanchett og Hugo Weaving spiller alver: adlede, lyse, vise, smukke. Deres skuespilpræstationer er – som altid – præcise og kontrollerede. Men det er den æstetiske og narratologiske ramme, der fortjener opmærksomhed. Alvernes visdom er ikke erhvervet. Den er naturgivet. De er smukkere, klogere og mere magtfulde end andre racer – og det betragtes som naturligt.
Dværgene er til sammenligning kortsynede og grådige (det er eksplicit Thorins faders grådighed, der udløser katastrofen). Orkerne er degenererede og onde af natur.
Det er ikke tilfældige karaktertræk. Det er en strukturel logik, der siger: Skønhed og visdom er medfødte kategorier, og de følger race og herkomst. Det burde bekymre os mere, end det normalt gør i mainstream-receptionen af disse film.
En lignende ensemble-dynamik – om end i en meget anderledes tone – kan ses i vores analyse af medvirkende i Guardians of the Galaxy Vol. 3.
Castingtabellen: Skarp, kortfattet og uden nåde
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Martin Freeman | Bilbo Sækkeby | 8/10 | Usædvanlig troværdig – brugt til at gøre middelklassens politiske passive mobilisering emotionelt acceptabel |
| Ian McKellen | Gandalf den Grå | 8/10 | Mestrer rollen, men filmens brug af hans karisma er ideologisk: vi glemmer at spørge, hvem der har givet ham mandat |
| Richard Armitage | Thorin Egekvist | 7/10 | Armitages intensitet redder en karakter, hvis politiske logik (arv som ret) aldrig udfordres |
| Andy Serkis | Gollum | 9/10 | Filmens eneste karakter, der transcenderer det politiske restaurationsprojekt – rå og menneskelig |
| Cate Blanchett | Galadriel | 6/10 | Minimal skærmtid brugt som kulturelt legitimitetsstempel – men alvernes naturgivne overlegenhed problematiseres aldrig |
| Hugo Weaving | Elrond | 6/10 | Præcis og kølig – men rollen er mere funktion end karakter, og hierarkiet han repræsenterer er ukritisk |
| Ian Holm | Ældre Bilbo | 7/10 | Nostalgisk forankring af fortællingen – en prolog, der sætter den konservative tonale tone |
| Ken Stott | Balin | 7/10 | Den menneskelige stemme i dværgekompagniet – men karakteren bruges til at legitimere Thorins projekt frem for at sætte spørgsmålstegn ved det |
Det, filmen aldrig tør spørge om
Den dybeste svaghed ved Hobbitten – En Uventet Rejse – som kulturprodukt betragtet – er ikke teknisk. Det er moralsk og intellektuelt.
Filmen er villig til at skildre ofre, tab og sårbarhed. Den er ikke villig til at stille de spørgsmål, der ville true dens grundlæggende narrative projekt: Hvem har egentlig ret til Erebor? Hvad er ansvaret for det tab, Thrors grådighed skabte? Er Azogs had irrationel ondskab – eller er det et produkt af historisk konflikt, der fortjener mere end en skurkeagtig fremstilling?
Disse spørgsmål stilles ikke. Og de stilles ikke med omhu. Ensemblets talent bruges systematisk til at udfylde de tomrum, som et mere analytisk manuskript ville have behandlet som åbne sår.
Resultatet er en film, der er teknisk sublim og ideologisk konservativ på en måde, den aldrig vedkender sig. Det er ikke et moralsk forsvar om dens tilskuere. Det er en observation om, hvad populærkulturens mest magtfulde fortællinger gør: De mobiliserer os til at elske projekter, vi aldrig er blevet spurgt om.
Bilbo Sækkeby tager af sted. Vi klapper. Og ingen af os stiller spørgsmålet: Rejser han mod noget bedre – eller blot mod det tabte?
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller Bilbo i Hobbitten – En Uventet Rejse?
Martin Freeman spiller den unge Bilbo Sækkeby. Ian Holm spiller den ældre version i filmens prolog.
Hvem spiller Gandalf i Hobbitten – En Uventet Rejse?
Ian McKellen spiller Gandalf den Grå i samtlige tre Hobbit-film.
Hvem spiller Thorin Egekvist?
Richard Armitage spiller dværgeprinsen Thorin Egekvist.
Medvirker Cate Blanchett i Hobbitten – En Uventet Rejse?
Ja. Cate Blanchett optræder som alvedronningen Galadriel, og Hugo Weaving spiller alveherren Elrond.
Hvem spiller Gollum i Hobbitten?
Andy Serkis spiller Gollum – som han også gjorde i Ringenes Herre-trilogien – ved hjælp af motion capture-teknologi.
Er Hobbitten – En Uventet Rejse en del af en trilogi?
Ja. Filmen fra 2012 er første del af en trilogi instrueret af Peter Jackson, baseret på J.R.R. Tolkiens roman.
Hvornår havde filmen premiere?
Hobbitten – En Uventet Rejse havde dansk biografpremiere i december 2012.
Hvor kan man streame filmen i Danmark?
Filmen er tilgængelig på bl.a. Viaplay, Apple TV og Amazon Prime Video.