Juni måned betyder lukkede afdelinger og lange rejser for patienter. Mens skrivebordsfolkene pakker til ferie, svigtes de syge borgere, der holdes hen i uvished.
Så blev det juni. Skolerne gør klar til ferie, og tempoet sænkes i samfundet. Men sygdom holder ikke ferie. Desværre lader det til, at det danske sundhedsvæsen gør.
Lige nu oplever patienter over hele landet, at hospitalerne går i “sommerdrift”. Afdelinger slås sammen. Sengepladser lukkes. Operationer udskydes.
En af dem, der mærker konsekvenserne, er 58-årige Jens, en helt almindelig håndværker fra Jylland. Han har slidgigt i knæet og lever med stærke smerter. Han var lovet en operation.
Men i juni kom brevet: Operationen er udskudt til september. Grunden? Sommerferielukning og mangel på personale.
“Jeg betaler min skat og har arbejdet hårdt i 40 år. Nu sidder jeg her og kan ikke passe mit arbejde på grund af smerter. Men systemet siger bare: ‘Vent’,” lyder det frustreret fra Jens.
Centraliseringens pris
Når hospitalerne sparer og lukker ned om sommeren, bliver afstanden mellem borger og behandling længere. Bogstaveligt talt.
For at dække vagtplanerne flyttes patienter ofte til andre byer. Det betyder, at syge borgere skal transporteres over lange afstande. Pårørende må køre timevis for at besøge deres kære.
Alt dette sker i effektivitetens navn. Det er besluttet langt væk fra patienternes virkelighed, ofte af chefer og administratorer i de store regioner, som for længst har mistet følingen med det lokale Danmark.
Man har centraliseret sundhedsvæsenet i gigantiske supersygehuse, der minder mere om lufthavne end om trygge behandlingssteder. Og når maskineriet så mangler folk i juni, ramler det hele.
De svageste betaler regningen
I toppen af systemet hører man bortforklaringer. Man taler om “naturlig kapacitetstilpasning”. Det er et af de fine ord, systemet bruger, når de lader borgerne i stikken.
Men konsekvensen for den almindelige dansker er ikke spor naturlig. Det betyder piller i stedet for behandling. Det betyder sygemeldinger i stedet for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er den arbejdende befolkning, der mærker svigtet. De velhavende kan blot købe sig til en operation på et privathospital. Dem på gulvet må pænt trække et nummer og vente på, at systemet vender tilbage fra ferie.
Det er et dybt brud på tilliden i vores samfund. Vi forventer, at sikkerhedsnettet fungerer året rundt. Sygdom og smerter kender ikke til kalenderen.
Når Danmark lukker ned i juni, burde vores velfærd netop stå stærkest. I stedet oplever borgerne et system, der vender dem ryggen, netop når de har allermest brug for det.
