Når krisen rammer i juni, er der ofte lukket for hjælp til psykisk syge. Pårørende står alene med et enormt ansvar, mens systemet vender ryggen til de allermest sårbare.
Forestil dig, at din søn eller ægtefælle pludselig bliver alvorligt syg. Du ringer efter hjælp, men får fat i en telefonsvarer. Beskeden lyder: “Vi har nedsat bemanding på grund af ferieafvikling. Vent venligst.”
Det er desværre ikke en tænkt situation. Det er virkeligheden i psykiatrien hver evig eneste juni måned.
Sommeren presser et i forvejen knækket system. Mange faste læger og sygeplejersker går på sommerferie, og de ambulante tilbud kører på pumperne. Tilbage står patienterne. Og i særdeleshed de pårørende.
Susanne på 60 år kender det alt for godt. Hendes voksne datter lider af svær angst og depression. I starten af juni fik datteren det markant værre.
“Da jeg ringede til lokalpsykiatrien, fik jeg at vide, at hendes kontaktperson var på ferie i fire uger, og der var ingen tid før midt i august. Hvad skal vi gøre indtil da?” spørger Susanne.
De pårørende bærer byrden
Konsekvensen af det ferieramte system er brutal. Ansvaret skubbes direkte over på familierne.
Forældre, partnere og søskende må agere nattevagter, terapeuter og medicinuddelere. De må tage fri fra deres arbejde. De mister nattesøvnen. Alt sammen fordi staten svigter sin mest grundlæggende opgave.
Vi taler ofte om tryghed og lov og orden i samfundet. Men tryghed starter med, at vi tager os af vores syge. Når psykisk syge borgere overlades til sig selv uden medicinsk opfølgning eller samtaler, skaber det farlige situationer. Det rammer gaden, lokalsamfundet og familierne.
Det fjerne system
Det er et klassisk eksempel på et system, der er blevet for bureaukratisk og afkoblet fra virkeligheden. Man kan godt planlægge ferie i et regneark på et regionskontor. Men psykisk sygdom holder ikke fri.
I stedet for at møde et menneske i krise med et lukket skilt, bør vi som samfund kræve et beredskab, der fungerer.
De ledende politikere og hospitalsdirektører mærker næppe konsekvenserne i deres hverdag. De trækker sig tilbage til sommerhusene, mens de pårørende står tilbage med frygten.
Det er ikke værdigt. Det danske velfærdssamfund bør måles på, hvordan vi behandler dem, der ikke kan kæmpe for sig selv. Og lige nu, når junisolen skinner, lader vi de svageste stå helt alene i mørket.
