Der er film, der underholder. Der er film, der provokerer. Og der er film, der gør begge dele på en måde, som kræver, at man sætter sig op i stolen og spørger: hvad er det egentlig, vi sidder og nyder her?
Kim Jee-woons I Saw the Devil fra 2010 tilhører den tredje kategori. Filmen har siden sin premiere opnået status som et af sydkoreansk neonoirs absolutte højdepunkter – hyldet for sin tekniske præcision, sin brutale intensitet og ikke mindst sin rollebesætning. Og med rette, på en teknisk plan. Men når man ser nærmere på, hvad filmens medvirkende faktisk repræsenterer – og hvad de er sat i verden for at gøre – åbner der sig en politisk og ideologisk analyse, som sjældent optager pladsen i mainstream-receptionen.
Lad os begynde der, hvor filmen begynder: med et lig.
Medvirkende i I Saw the Devil – og hvem der egentlig tæller
Rollebesætningen i I Saw the Devil er på papiret domineret af to mænd. Lee Byung-hun spiller Kim Soo-hyun, en efterretningsagent hvis forlovede brutalt myrdes i filmens indledende minutter. Choi Min-sik spiller Jang Kyung-chul, seriemorderen der er ansvarlig for drabet. Resten af filmen er i alt væsentligt en to-timers omgang med disse to mænds indbyrdes kamp – fysisk, psykologisk og moralsk.
Lee Byung-hun er en af sydkoreansk films mest karismatiske skuespillere, og han leverer her en præstation af bemærkelsesværdig kontrol. Hans Kim Soo-hyun starter filmen som beskytter og ender som noget langt mere problematisk. Det er en rolle, der kræver, at tilskueren hele vejen igennem er i tvivl om, hvornår man holdt op med at sympatisere – og den tvivl håndterer Lee Byung-hun med en professionel kølig ildhu, der er svær at se bort fra.
Choi Min-sik er, som enhver der har set Oldboy ved, en skuespiller der kan bære et helt filmisk univers på sine skuldre. Hans Jang Kyung-chul er ikke den maskerede, uforklarlige seriedræber vi kender fra vestlig genre. Han er ordinær, nærmest banal i sin ondskab – og det er præcis det, der gør ham farlig som figur. Choi Min-sik giver ham en urolig menneskelig substans, der gør det umuligt at reducere ham til et simpelt monster. Det er fremragende skuespil. Det er også det, der gør filmens ideologiske projekt så glat.
Men hvad med de øvrige skuespillere? Park Gook-hwan, Choi Moo-sung og Jeon Kook-hwan optræder i støtteroller, og Oh San-ha og Kim In-seo er ligeledes medvirkende i filmen. Og her er det, vi bør stoppe op.
For den kvinde, hvis død sætter hele maskineriet i gang, er ikke castet som et subjekt. Hun er castet som en begivenhed.
Offeret, der ikke er en rolle – om køn og narrativ funktion
Oh San-ha spiller filmens offerkarakter. Hun dræbes tidligt. Hendes funktion i fortællingen er at dø på en måde, der er tilstrækkelig brutal til at retfærdiggøre alt, hvad manden efterfølgende gør.
Det er ikke et nyt trick. Det er ikke engang et koreansk trick. Det er hvad feministisk filmkritik siden 1970erne har kaldt fridging – det at kvindelige karakterer myrdes eller traumatiseres udelukkende for at levere mandlig motivation. Det politisk interessante er ikke, at det sker. Det er, at det næsten aldrig omtales i receptionen af denne film.
Anmeldere og kulturkritikere kredser om filmens “grænseoverskridende vold” – men volden mod kvinden i filmens åbning er sjældent den vold, man refererer til. Den vold er narrativt legitim. Den er baggrund. Det er den vold, manden udfører bagefter, der vækker debat.
Hvad siger det? Det siger, at vi som tilskuere – og som kulturkritikere – har internaliseret en hierarkisering af smerte, hvor kvindens krop er et instrument og mandens reaktion er det egentlige drama. Kim In-seo spiller en anden kvindelig karakter i filmen, ligeledes uden den narrative tyngde, der tildeles filmens mandlige akser.
Rollebesætningen er et politisk dokument. Den fortæller os præcis, hvilke kroppe der har historier, og hvilke der har funktioner.
To monstre og spørgsmålet om, hvem vi hejser flag for
Den officielle fortælling om I Saw the Devil er, at det er en undersøgelse af, hvad hævn gør ved et menneske. At Kim Soo-hyun i sin jagt på Jang Kyung-chul selv bliver til det monster, han forfølger. Det er en velkendt narrativ figur – fra Nietzsche til True Detective – og filmens skuespillere eksekverer den med kompetence.
Men lad os være præcise om, hvad der faktisk sker.
Lee Byung-huns Kim Soo-hyun udfører i løbet af filmen handlinger, der i enhver retslig sammenhæng ville defineres som grov tortur. Han er ikke på vej til at blive et monster. Han er et monster fra ret tidligt i forløbet. Filmen ved det. Og den konstruerer sit narrative apparat på en måde, der sikrer, at vi alligevel er med.
Det kaldes moralsk markedsføring. Man præsenterer publikum for sadistisk indhold – og pakker det ind i en sørgende mands hjertesmerte. Choi Min-siks Jang Kyung-chul er monsteret, vi kan pege på med fingeren. Lee Byung-huns Kim Soo-hyun er monsteret, vi kan identificere os med. Filmen handler reelt om det sidstnævnte – og det er dens mest ukomfortable og mest politisk interessante dimension.
For hvad gør det ved os som tilskuere, at vi nyder dette? At vi heppede på torturen, fordi manden, der udfører den, har en god grund? Det er ikke moralsk kompleksitet. Det er moralsk anæstesi.
Og de to skuespillere leverer det med en professionalisme, der gør det endnu sværere at se.
Rollebesætning, vurdering og analytisk oversigt
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Lee Byung-hun | Kim Soo-hyun | 9/10 | Præstationen er teknisk suveræn – men karakteren er et argument for, at mandens sorg giver moralsk licens til enhver handling. Det er ikke Lee Byung-huns fejl, at filmen ikke stiller det spørgsmål kritisk nok. |
| Choi Min-sik | Jang Kyung-chul | 9/10 | Choi Min-sik giver sin seriemorder en banal menneskelig substans, der er langt mere ubehagelig end den karikerede ondskab. Uomgængeligt stærkt. |
| Park Gook-hwan | Støtterolle | 6/10 | Funktionel nærvær i filmens institutionelle lag – repræsenterer statens impotens uden at udfordre den. |
| Choi Moo-sung | Støtterolle | 6/10 | Del af filmens mandlige periferi. Bidrager til ensemblets tekstur uden at skabe selvstændig narrativ tyngde. |
| Jeon Kook-hwan | Støtterolle | 6/10 | Som med de øvrige biroller: kompetent, men ikke politisk interessant i sig selv. |
| Oh San-ha | Offerkarakter | 5/10 | Ikke en rolle i narrativ forstand – en begivenhed. Castet til at dø på en måde, der producerer mandens motivation. Karakterens fraværende subjektivitet er filmens største politiske problem. |
| Kim In-seo | Støttende kvindelig rolle | 5/10 | Som med filmens øvrige kvindelige karakterer: perifert, funktionelt, uden den narrative agens, der tildeles de mandlige roller. |
Staten, der ikke er til stede – og hvad det egentlig betyder
Et af de mest oversete aspekter ved filmens politiske logik er dens repræsentation af statsinstitutionerne. Politiet er tilstede i I Saw the Devil. Efterretningstjenesterne er tilstede. De er bare ineffektive, reaktive og strukturelt ude af stand til at beskytte borgerne.
Det er ikke en tilfældig dramaturgisk beslutning. Det er et politisk statement.
Hævngenren som genre eksisterer kun i det tomrum, der opstår, når retsstaten ikke kan levere. Og filmen som politisk fantasi fortæller os, at det er individet – ikke fællesskabet, ikke institutionerne, ikke en kollektiv retsorden – der genopretter balance i verden. Det er en dybt neoliberal fortælling, forklædt i anti-etablissements retorik.
Kim Soo-hyun er ikke en helt. Han er en allegori over, hvad der sker, når man beslutter sig for, at det private individ er det eneste fungerende retssystem. Hævn er retfærdighedens neoliberale rene form: privat, individuel og uden strukturel forandring. Seriemorderen er stadig død til sidst, men intet er ændret. Ingen institution er blevet bedre. Ingen struktur er blevet udfordret. Manden har fået sin katharsis – og verden er præcis som den var, bare med et lig mere.
Det er en konservativ fortælling, selv når den fremstår radikal.
Koreansk neonoir og Vestens begær efter andres vold
I Saw the Devil er uadskillelig fra den bølge af sydkoreansk neonoir, der i 2000erne og 2010erne fangede et globalt – og særligt vestligt – publikum. Park Chan-wooks hævntrilogi, Bong Joon-hos sociale gyser, og Kim Jee-woons stiliserede brutalitet er alle blevet modtaget med en begejstring i Vesten, der fortjener at blive undersøgt kritisk.
For hvad er det egentlig, vi begejstres for?
Der er et reelt kulturelt og filmæstetisk bidrag her – sydkoreansk film har i disse årtier produceret noget af verdens mest sofistikerede genrefilm, med en villighed til at tage moralsk og politisk risiko, som Hollywood sjældent matcher. Det er legitimt at anerkende.
Men der er også en anden bevægelse i den vestlige fascination. En tendens til at projicere “autentisk”, “rå” og “ubeskyttet” vold på asiatisk film – en eksotisering, der siger mere om Vestens egne fortrængte impulser end om de film, der faktisk er blevet lavet. Når I Saw the Devil modtages som en ventil for det, vi ikke må se i vestlig mainstream-film, er det et symptom på noget. Koreansk neonoir er Vestens spejl – vi elsker at se vores egne dyner i andres univers.
Det fritager os ikke for at forholde os til, hvad filmen faktisk gør ideologisk.
Det, anmeldelserne glemmer at spørge om
Filmens kulturelle receptionshistorie er domineret af to ting: teknisk analyse og genrekategorisering. Kameraarbejdet roses. Skuespillet fremhæves. Volden beskrives som “ekstremt men meningsbærende”. Og sammenligningen med Park Chan-wook er obligatorisk.
Det, der næsten aldrig spørges til, er: hvad gør det ved os at nyde dette?
Den psykoanalytiske og etiske dimension af tilskuerpositionering er massivt fraværende i mainstream-receptionen af I Saw the Devil. Vi analyserer, hvad filmen viser. Vi analyserer sjældent, hvad det siger om os, at vi efterspørger det.
Filmens censurhistorie i Sydkorea er i den sammenhæng politisk interessant. Den sydkoreanske censurkommission krævede adskillige scener klippet, før filmen kunne godkendes til distribution. Spørgsmålet er ikke, om staten har ret til at regulere kunst – det har den ikke på en meningsfuld måde. Spørgsmålet er: hvilken type vold finder staten reguleringsværdig? Og hvad siger det, at torturscenerne overlevede mens andre ikke gjorde?
Vold mod kvinder er baggrund. Vold som katharsis er underholdning. Vold som systemkritik er censurværdig. Det er ikke Kim Jee-woons politiske statement. Det er filmens produktionsvilkårs politiske statement.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem instruerede I Saw the Devil?
Filmen er instrueret af Kim Jee-woon, der er en af sydkoreansk films mest anerkendte instruktører. Han er også kendt for A Tale of Two Sisters og The Good, the Bad, the Weird.
Hvornår havde I Saw the Devil premiere?
Filmen fik premiere i 2010.
Hvem spiller hovedrollerne i I Saw the Devil?
Lee Byung-hun spiller efterretningsagenten Kim Soo-hyun, og Choi Min-sik spiller seriemorderen Jang Kyung-chul. Begge er centrale skuespillere i sydkoreansk film.
Hvilken genre tilhører filmen?
I Saw the Devil er en psykologisk thriller med elementer af gyser og neonoir. Den er i familie med Park Chan-wooks hævntrilogi, men adskiller sig ved sin mere lineære narrative struktur.
Er filmen tilgængelig til streaming?
Ja, filmen er tilgængelig på flere streamingplatforme, herunder Viaplay og Prime Video.
Er filmen egnet til alle?
Nej. Filmen indeholder ekstremt grafisk vold og er forbeholdt et voksent publikum. Den sydkoreanske censurkommission krævede scener klippet inden den originale biografpremiere.
Hvad er filmens originaltitel?
Den koreanske originaltitel er Akmareul boatda (악마를 보았다), der direkte oversat betyder I Saw the Devil.
Hvad er den overordnede politiske pointe i filmen?
Filmen placerer sig i det tomrum, der opstår, når staten ikke kan beskytte sine borgere – og konstruerer sin protagonist som en mand, hvis sorg giver ham moralsk licens til grænseløs brutalitet. Det er en ideologisk set kompleks og problematisk fortælling, der fortjener langt mere kritisk analyse end den typisk modtager.
