Der er film, man anmelder. Og der er film, man dissekerer. Quentin Tarantinos Kill Bill: Volume 1 fra 2003 hører til den anden kategori – ikke fordi den er dybere end de fleste hævdede, men fordi dens overflade er så overdøvende smuk, at kritikken sjældent når gennem lakken. Filmen fejres stadig som et feministisk monumentalværk, som en hyldest til martial arts-traditionen, som en postmoderne leg med genrekonventioner. Alt det er den måske. Men den er også noget andet: et symptom på, hvad der sker, når stil overtager der, hvor ideologi burde stå.
Lad os begynde med det åbenlyse – og derefter med det, der ikke bliver sagt.
Medvirkende i Kill Bill: Volume 1 – hvem spiller hvad
Rollebesætningen i Kill Bill: Volume 1 er centreret om Uma Thurman som The Bride, også kaldet Beatrix Kiddo, den tidligere lejemordskvinde der vågner op fra et fireårigt koma og beslutter sig for at hævne den massakre, der kostede hende hendes barn og hendes liv som den kendte den. Over for hende står Lucy Liu som O-Ren Ishii, halvjapansk, halvkinesisk-afroamerikansk yakuza-leder, der kontrollerer Tokyos underverden med jernhånd og keramisk ro. Vivica A. Fox spiller Vernita Green, tidligere Deadly Viper og nu forstadsmorsmors, der møder The Bride i et køkken i Pasadena. Daryl Hannah er Elle Driver, den enøjede assassin med platinhår og sygehusuniform. Michael Madsen spiller Budd, den oversete og nedbrudte broder til systemet. Og David Carradine er Bill – filmens egentlige centrum, selv om han knapt er til stede i første volume.
I birollerne finder man bl.a. Lucy Lius håndlanger Sofie Fatale spillet af Julie Dreyfus, den japanske samurai Hattori Hanzo spillet af Sonny Chiba, og en stribe navngivne og unavngivne Crazy 88-krigere som staffage i filmens voldsorgie. Kampscenestyret er varetaget af Yuen Woo-ping, og filmen er fotograferet af Robert Richardson. Instruktør og manuskriptforfatter er Quentin Tarantino.
Et ensemble bygget til effekt – ikke til kompleksitet
Rollebesætningen i Kill Bill: Volume 1 er udvalgt med en casting-directors præcision og en auteurs kontrol. Thurman er åbenlyst Tarantinos muse og projekt – og det er allerede her, det første analytiske røde flag dukker op. Forholdet mellem instruktør og skuespillerinde er aldrig neutralt, men det er det særligt ikke i dette tilfælde, hvor Thurman efterfølgende har fortalt om pres og farlige produktionsforhold, og hvor Tarantinos metoo-kompleksitet kaster en baggrundsbelysning over filmens hele præmis.
Men lad os holde os til teksten – til det, vi faktisk ser.
Uma Thurman som The Bride
Thurman bærer filmen med en fysisk tilstedeværelse og et emotionelt register, der er bredere end manuskriptet egentlig tillader. The Bride er ikke et menneske i psykologisk forstand. Hun er en idé: den kvinde, der er blevet krænket til sin absolut yderste grænse og nu skal gøre op. Det er en arketypisk rolle, og Thurman leverer den med en slags stille raseri, der tidvis gennembryder filmens stilistiske kontrol. Men karakterens manglende navn – hun er bogstaveligt talt sladret over med gult på lydsporet og i manuskriptet – er ikke kun et dramaturgisk trick. Det er også et symptom: hun er The Bride, The Mommy, The Killer. Aldrig bare Beatrix.
Læs også vores gennemgang af medvirkende i Knives Out, en film med lignende ensemble-cast format og præcis rollefordeling.
Hævn som feministisk projekt – eller dets omvending?
Den mest gentagede fortolkning af Kill Bill er den feministiske: her er endelig en kvindefilm, der ikke lader kvinden dø, men lader hende vinde. The Bride slår de mænd og kvinder ned, der ødelagde hendes liv. Hun sejrer.
Men sejrer hun over hvad, præcis?
Bills magt i filmen er slående netop fordi den er næsten fuldstændig fraværende i Vol. 1. Han styrer sin organisation uden at optræde direkte. Han er strukturen, ikke individet. Han er systemet, der ikke behøver at vise sig for at virke. Det er en præcis politisk observation, nærmest weberiansk i sin logik om legitim dominans – men filmen er ikke interesseret i at forfølge den. I stedet transformeres Bills strukturelle magt til personlig dramatik: det handler om ham og hende, ikke om systemet og individet.
The Brides frihedskamp er hele vejen igennem defineret reaktivt. Hun reagerer på det, Bill har gjort. Hun reagerer på det, O-Ren Ishii repræsenterer. Hendes handlinger udgår ikke fra en politisk overbevisning eller en selvstændig vision om verden, men fra et personligt regnskab. Det er ikke frigørelse. Det er vendetta.
Og der er en verden til forskel.
Japansk og asiatisk kultur som rekvisit – ikke som subjekt
Lucy Liu som O-Ren Ishii
Lucy Liu som O-Ren Ishii er filmens mest interessante og mest problematiske figur. Hun er kompleks på papiret: halvjapansk, halvamerikansk, med en traumatisk barndom under yakuza-vold, der forklaret i filmens anime-sekvens, har givet hende en iskoldt kontrolleret overlevelseslogik. Hun er kompetent, intellektuelt overlegen og konsekvent.
Hun er også filmens mest eksotiserede karakter.
Anime-sekvensen om O-Rens oprindelse er teknisk imponerende og narrativt effektiv. Men den japanske og asiatiske kulturelle tradition – yakuza-hierarkiet, samurai-koden, den æstetiserede vold – fungerer i Kill Bill som det, postkoloniale kulturanalytikere ville kalde et dekorativt låntageri: Tarantino henter japansk visuel og narrativ kapital ind i en vestlig hævnfortælling uden at forpligte sig på noget som helst over for den kulturelle kontekst, han plyndrer. Japan er en kulisse. Kina er et træningscenter for The Bride. Begge er ressourcer, ikke subjekter.
Sonny Chiba som Hattori Hanzo
Hattori Hanzo er filmens måske mest symptomatiske figur i denne sammenhæng: den vise, ældre asiatiske mand der smelter The Brides våben og dermed legitimerer hendes rejse. Han ved, hvem hun er. Han anerkender hendes projekt. Han giver hende det sværd, hun skal bruge. Det er mesteroverlevering – men pointen er, at mesterlæren stadig er maskulin og primært ikke-vestlig fremstillet som et åndeligt instrument for en hvid vestlig kvinde.
Sonny Chiba spiller Hanzo med en varm tørhed, der er langt bedre end rollen fortjener. Men det ændrer ikke ved strukturen.
Se også vores analyse af medvirkende i The Foreigner, en actionfilm der ligeledes placerer asiatiske skuespillere centralt – men med en anden kulturpolitisk logik.
Vold som det eneste gyldige sprog
Et af de mest oversete politiske aspekter ved Kill Bill er, hvad filmens univers faktisk siger om institutioner, stat og retfærdighed – eller rettere: om deres totale fravær.
Der er ingen politi i dette univers. Ingen domstole. Ingen strukturer, der kan bringes i spil. The Bride kan ikke anmelde Bill. Hun kan ikke søge erstatning. Hun kan ikke gøre krav på sin datter ad juridisk vej. Det eneste, der eksisterer, er den personlige magtrelation og dens afklaring gennem vold.
Det er ikke et anarkistisk univers. Det er et darwinistisk. Og det er ikke subversivt – det bekræfter den logik, det tilsyneladende kritiserer: den der har den største kampkapacitet, vinder. Institutioner er ikke blot fraværende som dramaturgisk forenkling; de er konstitutivt fraværende som politisk statement. Kill Bill er ikke en film om systemets svigt. Det er en film, der har accepteret, at systemet ikke eksisterer.
Det gør den farlig at fejre ukritisk. Ikke fordi dens vold er for voldelig, men fordi dens løsning er for nem: individuel styrke som svar på strukturel undertrykkelse. Det er ikke feminisme. Det er markedsideologi i samuraiuniform.
Rollebesætningen bedømt – skarpest muligt
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Uma Thurman | The Bride / Beatrix Kiddo | 9/10 | Bærer en underudfyldt karakter med fysisk og emotionel præcision. Hendes krop er filmens egentlige manuskript. |
| Lucy Liu | O-Ren Ishii | 8/10 | Iskoldt karismatisk. Reduceres dog til eksotisk antagonist i en film, der ikke rigtig ved, hvad den vil sige om hende. |
| Vivica A. Fox | Vernita Green | 7/10 | Scenen i køkkenet er filmens mest menneskelige. Fox leverer noget ægte midt i stilisationen. Rollen er desværre for lille. |
| Daryl Hannah | Elle Driver | 7/10 | En truende gestaltning med begrænset spillerum i Vol. 1. Mere funktion end figur. |
| Michael Madsen | Budd | 6/10 | Næsten fraværende. Bruges som kontrastfigur – den mislykkede mand i et univers af ekstreme kompetencer. |
| David Carradine | Bill | 8/10 | Er knapt til stede – men styrer alligevel alt. Det er det mest politisk interessante ved ham. |
| Sonny Chiba | Hattori Hanzo | 8/10 | Varm og præcis. Bedre end rollen fortjener strukturelt set. Den evige mester der legitimerer den hvide helteinde. |
| Julie Dreyfus | Sofie Fatale | 6/10 | Funktionel birolle. Bruges primært som budbringer og offer. |
Kemi eller kalkyle? Ensemblets indbyrdes dynamik
Ensemblet i Kill Bill: Volume 1 er ikke bygget til kemi. Det er bygget til konfrontation. Karaktererne mødes for at slås eller for at dø – og de to scener, der bryder dette mønster mest overbevisende, er begge med kvinder: Thurman og Fox i køkkenet, og Thurman og Liu i sneen.
Disse to scener er filmens mest ægte øjeblikke, ironisk nok, fordi de indeholder noget, der ligner genkendelse. To kvinder, der ved, hvad den anden er i stand til. To kvinder, der kæmper uden at fornægte hinanden som subjekter. Fox og Thurman skaber en slags vanskelig respekt i deres konfrontation, der transcenderer genrens krav. Liu og Thurman er snarere abstraktioner over for hinanden – men den visuelle komposition af deres duel er så præcis, at det fungerer på et andet niveau.
Det problematiske ved ensemblet som helhed er, at kvinderne konstant læses i relation til Bill. De er hans tidligere underordnede, hans instrumenter, hans ofre, hans fjender. Han er omdrejningspunktet, selv i sin fravær. Det er den klareste politiske observation, man kan gøre om filmens struktur: at det, der ser ud som et kvindefilm-ensemble, er organiseret om en mands akse.
En lignende dynamik – stort ensemble, én styrende akse – kan ses i vores gennemgang af medvirkende i Deadpool & Wolverine, om end med markant anderledes kulturpolitisk afsæt.
Ofte stillede spørgsmål om Kill Bill: Volume 1
Er Kill Bill: Volume 1 egentlig en feministisk film?
Det afhænger af, hvad man mener med feminisme. Filmen giver kvinder agency og kampkraft. Men den definerer stadig denne styrke på maskulinitetens betingelser: vold, dominans, hierarki. The Bride frigør sig ikke fra patriarkatet – hun overtager dets logik.
Hvad er Tarantinos rolle som instruktør i forhold til de kvindelige karakterer?
Kritisk tvetydig. Han er synligt fascineret af stærke kvinder – men han definerer stadig styrke, iscenesætter kroppe og skriver manuskriptet. Kvindernes agenthed er reel inden for fiktionen, men den er skabt af en mandlig fortæller. Det er ikke en disqualifier, men det er en linse, der bør anlægges.
Hvad betyder det, at The Bride ikke har et navn i Vol. 1?
Dramaturgisk er det et suspense-greb. Politisk er det mere komplekst: hun defineres hele Vol. 1 igennem af sine relationer – til Bill, til barnet, til dem hun dræber. Navneløsheden understreger, at hendes identitet stadig er relationelt konstitueret, ikke selvstændigt konstitueret.
Er filmens brug af japansk og asiatisk kultur problematisk?
Ja, i strukturel forstand. Tarantino låner æstetisk kapital fra japanske, kinesiske og asiatiske traditioner uden at stille et egentligt politisk eller historisk spørgsmål til dem. Det er kulturel appropriation som kinematografisk metode – effektivt som kunst, problematisk som kulturpolitisk gestus.
Hvad er filmens politiske univers egentlig?
Et uden institutioner. Ingen stat, ingen ret, ingen kontrakt. Det eneste, der regulerer magten, er individuel voldskapacitet. Det er ikke et anarkistisk, men et darwinistisk univers – og det er netop derfor, filmens hyldest til The Brides sejr er mere kompleks end den ser ud.
Hvornår udkom Kill Bill: Volume 1?
Filmen havde premiere i 2003, produceret af Miramax med Lawrence Bender som producent. Filmens musik er sammensat af bl.a. RZA, Ennio Morricone og Nancy Sinatra, og kampscenestyret er varetaget af Yuen Woo-ping.
Der er en grund til, at Kill Bill: Volume 1 stadig diskuteres tyve år efter sin premiere – og grunden er ikke entydig. Filmen er teknisk magtfuld, visuelt ekstraordinær og med et ensemble, der leverer præcist det, den forlanger. Men hvad forlanger den egentlig? Stil fremfor substans. Effekt fremfor erkendelse. Og en feministisk retorik, der aldrig rigtig forpligter sig på de konsekvenser, den burde drage.
Kill Bill giver kvinden sværdet. Men det er stadig manden, der har skrevet manuskriptet – og det er stadig mandens genre, mandens æstetik og mandens definition af styrke, der sætter rammerne for hendes bevægelse inden for det.
Det er ikke en grund til ikke at se filmen. Det er en grund til at se den med åbne øjne.
