Der er noget symptomatisk ved, at en film med et budget på over to milliarder kroner – og et cast, der læser som en Hollywood-gavebod – ender med at føles som præcis det, den angiveligt forsøger at kritisere: et produkt, der er designet til at tilfredsstille, ikke til at udfordre. The Electric State, der udkom på Netflix i marts 2025, er instrueret af Russo-brødrene, Anthony og Joe Russo, og er baseret på Simon Stålenhags dystopiske billedroman af samme navn. Den foregår i et alternativt 1990er-USA, der er sunket i post-apokalyptisk opløsning efter en krig, hvori menneskestyrede droner og neurolink-teknologi spillede en afgørende rolle. Og i centrum af dette ruinerede landskab befinder sig et cast, der er sammensat med en præcision, der siger mere om Netflixs demografiske algoritmer end om kunstnerisk dristighed.
Det er ikke en lille pointe. For når man analyserer, hvem der er med i The Electric State, og hvilke roller de spiller, tegner der sig et mønster, der er politisk læseværdigt: et ensemble, der er valgt til at repræsentere noget, men aldrig til at udfordre noget.
Medvirkende i The Electric State – Stjernepower som ideologisk gardering
Millie Bobby Brown som Michelle
Millie Bobby Brown spiller Michelle, en ung pige, der bevæger sig igennem det ødelagte Amerika på jagt efter sin lillebror. Rollen er filmens emotionelle og narrative omdrejningspunkt, og Brown besidder den form for aldringstungt karisma, hun har forfinet siden Stranger Things. Hun er kompetent. Hun er troværdig. Men hun er også valgt, fordi hun er sikker – et ansigt, publikum allerede stoler på, allerede er emotionelt investeret i. Det er ikke casting som kunstnerisk beslutning. Det er casting som forsikring.
Chris Pratt som Keats
Chris Pratt spiller Keats, en smugler med hjerte af guld og træt kynisme som facadevask. Rollen er arketypisk til grænsen af det klichéfyldte: den rodløse mand, der ved bedre end systemet, men aldrig rigtig handler på det. Pratt har gjort denne karakter mange gange – og han gør den igen her med den afslappede, selvbevidste charme, der er hans varemærke. Det virker. Men det virker, fordi det er genkendeligt, ikke fordi det er nyt.
Stanley Tucci som Ethan Skate
Stanley Tucci optræder som Ethan Skate, en karakter, der bevæger sig i periferien af magtens korridorer. Tucci er som altid en fornøjelse – teknisk behersket, skarpt nuanceret – men filmen bruger ham sparsomt, næsten som pynt. En skuespiller af hans kaliber fortjener mere end at fungere som dramatisk krydderi i en scene, der hurtigt glider videre.
Giancarlo Esposito som antagonist
Giancarlo Esposito spiller den overordnede antagonist, og det er svært ikke at bemærke, at han de seneste år er blevet Hollywoods foretrukne ansigt på kompetent ondskab. Fra Breaking Bad til The Mandalorian til her. Der er noget næsten ironisk ved det: en sort skuespiller, der systematisk besættes som magtens ansigt – men altid som magtens onde ansigt. Det er repræsentation, der reproducerer en bestemt logik.
Woody Harrelson, Anthony Mackie og Jenny Slate som robotstemmer
Woody Harrelson, Anthony Mackie og Jenny Slate leverer stemmer til animerede robotfigurer – henholdsvis Herman, den skakkede droneassistent, og Nico, en af de mere markante robotter i universet. Det er et bevidst valg at hyre stjerner til stemmeroller, og det er et valg, der signalerer noget: disse robotter skal føles vigtige, menneskelige, sympatiske. Men det er netop her, filmens mest interessante – og mest underudviklede – politiske potentiale ligger begravet.
Se også vores gennemgang af medvirkende i Robots for en tematisk sammenligning af, hvordan robotfigurer besættes og bruges i populærkultur.
Robotter som arbejderklasse – allegorien der stopper for tidligt
De animerede robotter i The Electric State er filmens mest politisk ladede figurer. De er marginaliserede. De er juridisk usynlige. De udfører arbejde, som ingen anerkender. Og de er i oprør – stille, desperat, uden program.
Det er en allegori, der er præcis nok til at virke tankevækkende og upræcis nok til aldrig at blive farlig.
Filmen navngiver aldrig det, den viser. Der er ingen tale om arbejdskraft, kapital eller klassekamp. Der er tale om følelse: empati for de glemte, harme over uretfærdighed. Det er ikke politisk analyse – det er politisk stemning. Og politisk stemning uden struktur forandrer ingenting.
Harrelson og Mackie lægger stemmer til figurer, der bærer filmens humanistiske budskab. De er varme, skrøbelige, morsomme. De er designet til at vinde publikums sympati. Men sympati er ikke solidaritet, og filmen forveksler konsekvent de to. Vi forlader biografen – eller sofaen – med en varm fornemmelse af, at robotterne fortjener bedre. Vi forlader den aldrig med en fornemmelse af, hvad der konkret skulle ændres, og af hvem.
Det er en konservativ form for modstand: den kæmper ikke for et alternativt system. Den kæmper blot for at undslippe det eksisterende.
Droner, neurolinks og den rene samvittighed
Den teknologi, der er central i The Electric State, er ikke science fiction. Den er ekstrapolering.
Neurolink-systemet, der lader soldater styre droner med sindet og dermed føre krig uden at røre slagmarken, er en direkte allegori over den virkelige verdens fjernstyrede krigsførelse. Droner. Distanceret drab. Krig som interface. Det er ikke en fremtid – det er en nutid, vi kalder noget andet.
Og her er filmens mest presserende politiske pointe: når krigen gøres steril, når blodet holdes ude af synsfeltet, og når ansvaret diffunderes igennem teknologiens lag, eroderer den moralske ansvarlighed. Det er ikke kun en observation om militær etik. Det er en observation om, hvad teknologi generelt gør ved ansvar, nærhed og konsekvens.
Filmen ser dette. Den viser det. Men den analyserer det aldrig til bunds. Den er for optaget af sin handling – af Michelles søgen efter sin bror, af Keatts halvhjertede cynisme – til at dvæle ved de strukturelle implikationer af det univers, den har bygget.
Det er en film, der stiller det rigtige spørgsmål: hvem kontrollerer teknologien? Men den tør ikke stille det næste: hvem kontrollerer dem, der kontrollerer teknologien?
Læs også vores analyse af medvirkende i Avatar 2, en anden storstilet produktion der balancerer visuel ambition med politiske undertoner.
Techno-feodalisme som bagtæppe – og Sentre som uudforsket magtstruktur
Den dominerende organisation i filmens univers hedder Sentre. Den fungerer ikke som en virksomhed – den fungerer som en stat. Med sin egen hær, sit eget territorium og sin egen ret til at definere, hvem der regnes for et fuldgyldigt menneske. Det er ikke dystopisk fantasi. Det er en ekstrapolering af virkelighedens Blackwater, Palantir og SpaceX – private magthavere, der har overtaget funktioner, der traditionelt tilhørte det offentlige.
Men filmen udforsker aldrig den politiske økonomi bag Sentres magt. Vi ved, at de er onde. Vi ved ikke, hvordan de fik magt. Det juridiske, finansielle og politiske spor, der fører fra vores verden til filmens, er aldrig tegnet op. Og det er præcis der, historiens mest politisk interessante materiale befinder sig – og præcis der, filmen holder op med at se.
Fraværet af en fungerende stat i filmens univers præsenteres som et vilkår, nærmest som natur. Men statens tilbagetrækning er ikke natur. Det er politik. Det er resultatet af bevidste valg: deregulering, privatisering, fravalget af offentlig infrastruktur og kollektivt ansvar. The Electric State viser konsekvenserne af neoliberalismens logik ført til sin yderste grænse – men den kalder det aldrig ved navn.
Den sande rædsel i The Electric State er ikke teknologien. Det er, at ingen savner staten.
Rollebesætning i The Electric State – Tabeloversigt
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Millie Bobby Brown | Michelle | 6/10 | Kompetent og troværdig, men rollen er skrevet som følelse, ikke som politisk subjekt. Valgt for genkendelse, ikke for dristighed. |
| Chris Pratt | Keats | 5/10 | Arketypisk smugler med genkendeligt Pratt-DNA. Fungerer underholdende, men udfordrer intet. |
| Stanley Tucci | Ethan Skate | 7/10 | Teknisk overlegen skuespiller, systematisk underbrugt. Tilstedeværelsen føles som casting-prestige frem for dramatisk nødvendighed. |
| Giancarlo Esposito | Mr. Krag (antagonist) | 6/10 | Præcis og behersket – men hans gentagne besætning som magtens onde ansigt rejser spørgsmål om Hollywoods repræsentationslogik. |
| Woody Harrelson | Herman (stemme) | 7/10 | Varm og overraskende nuanceret. Bærer filmens humanistiske hjerte – men robotternes politiske potentiale udnyttes ikke fuldt ud. |
| Anthony Mackie | Nico (stemme) | 6/10 | Solid stemmeperformance, men figuren forbliver i det sympatiske frem for det politisk udfordrende. |
| Jenny Slate | Stemme, bikarakter | 6/10 | Charmerende, men marginal. Filmens kvindelige stemmer bruges til varme, ikke til kompleksitet. |
Når Netflix producerer anti-kapitalisme
Der er en modsætning i The Electric State, som ingen af dens skabere har valgt at adressere: filmen koster angiveligt over 320 millioner dollars, er produceret af AGBO – Russo-brødrenes produktionsselskab – og distribueres globalt af Netflix, verdens største streaming-platform. Den kritiserer techno-feudale magtstrukturer og privat kapitalkoncentration. Den er selv et produkt af begge dele.
Det er ikke blot en banal observation. Det er en strukturel modsætning, der fortæller noget om kulturindustriens evne til at absorbere sin egen kritik, pakke den ind i et storladent visuelt sprog og sælge den tilbage til os som oplysning.
Russo-brødrene har vist politisk bevidsthed før – Captain America: The Winter Soldier og Civil War rummer reelle diskussioner om overvågning, suverænitet og det militær-industrielle kompleks. Men de er også instruktører, der konsekvent vælger spektakel frem for politisk klarhed, når de to støder mod hinanden. The Electric State er ingen undtagelse. Den er flot. Den er dyr. Den er følelsesmæssigt engagerende. Og den er politisk tam.
Når Netflix sælger systemkritik, er det ikke subversion. Det er service.
Se i forlængelse heraf vores gennemgang af medvirkende i Deadpool & Wolverine, der ligeledes er instrueret inden for Russo-brødrenes Marvel-univers og rejser lignende spørgsmål om stjernecast og ideologisk pålidelighed.
Den fortælling, der stopper præcis hvor politikken begynder
The Electric State vil gerne være en politisk film. Og den er det – til et punkt. Den viser et samfund i opløsning, en privatiseret magt, et teknologisk hierarki og en underklasse af humaniserede robotter. Den giver os alle ingredienserne til en skarp analyse.
Men den stopper, præcis hvor politikken begynder.
Fordi filmens løsning er individualistisk. Det er Michelle, der redder sin bror. Det er Keats, der vælger det rigtige. Det er enkeltpersoner, der handler mod systemet – ikke kollektive kræfter, ikke organiseret modstand, ikke et alternativt projekt. Det er en ideologisk sikker position: systemet er ondt, men enkeltmennesker kan gøre en forskel. Det kræver ikke politisk organisation. Det kræver ikke kollektiv handling. Det kræver ikke engang et bud på, hvad der skulle komme i stedet.
Dystopien er ikke en advarsel om fremtiden. Den er en æstetisering af en nutid, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved.
Og det er måske den mest ærlige ting, man kan sige om The Electric State og dens medvirkende: de udfører deres arbejde med dygtighed og charme. Men de er ansat i en fortælling, der har valgt trøst frem for konfrontation – og det valg er ikke uskyldigt.
Samlet vurdering: 5/10
Ofte stillede spørgsmål om medvirkende i The Electric State
Hvem spiller hovedrollen i The Electric State?
Millie Bobby Brown spiller Michelle, filmens protagonist, en ung kvinde der søger efter sin bror i et dystopisk post-apokalyptisk USA.
Hvem er instruktørerne bag The Electric State?
Filmen er instrueret af Russo-brødrene, Anthony og Joe Russo, der tidligere har instrueret flere film i Marvel Cinematic Universe.
Hvem lægger stemme til robotterne i filmen?
Woody Harrelson lægger stemme til Herman, Anthony Mackie til Nico, og Jenny Slate medvirker ligeledes i en stemmebaseret rolle.
Hvornår havde The Electric State premiere?
Filmen fik premiere på Netflix i marts 2025.
Er The Electric State baseret på en bog?
Ja, filmen er baseret på Simon Stålenhags illustrerede science fiction-roman af samme navn.
Hvad handler The Electric State om?
Filmen foregår i et alternativt 1990er-USA, der er præget af sammenbrud efter en krig med fjernstyrede droner og neurolink-teknologi. En ung pige søger sin forsvundne bror igennem et ødelagt landskab kontrolleret af en privat magtstruktur kaldet Sentre.
Hvad koster filmen at producere?
The Electric State er et af Netflixs dyreste projekter med et produktionsbudget anslået til over to milliarder danske kroner.
