Der er noget næsten perfekt ved The Greatest Showman som kulturelt objekt – ikke fordi filmen er god i den klassiske kunstneriske forstand, men fordi den er så konsekvent i sin egen logik. Den fortæller historien om en mand, der sælger illusioner til masserne, og den gør det selv ved at sælge illusioner til masserne. Det er enten et genialt meta-kunstnerisk valg eller den mest ufrivillige selvkarikatur i nyere Hollywood-historie. Sandsynligvis det sidstnævnte.
Filmen fra 2017, instrueret af Michael Gracey og skrevet af Jenny Bicks og Bill Condon, følger P.T. Barnum fra fattig skrædderdreng til spektaklets kronede konge. Med Hugh Jackman i centrum og et ensemble bestående af Zac Efron, Zendaya, Michelle Williams og Rebecca Ferguson bygger filmen en verden, der er farverig, musikalsk og emotionelt appelterende – og på næsten ethvert politisk og analytisk plan dybt problematisk. Ikke på den måde, der er let at afvise. Men på den måde, der er svær at se, fordi den er pakket ind i sange, der faktisk rammer.
Medvirkende i The Greatest Showman: et ensemble bygget til formålet
Rollebesætningen i The Greatest Showman er ikke valgt tilfældigt. Hugh Jackman som P.T. Barnum er det mest åbenlyse valg i moderne Hollywood – en mand, der er så alment afholdt, så kompetent og så grundlæggende ufarlig, at han kan spille en historisk tvivlsom skikkelse uden at nogen rigtigt løfter øjenbrynet. Jackman er ikke en skuespiller, der konfronterer publikum. Han trøster det. Og det er præcis den funktion, Barnum har i filmens ideologiske maskineri.
Hugh Jackman som P.T. Barnum
Jackman er teknisk kompetent og emotionelt effektiv – men bevidst kalibreret til at gøre Barnum sympatisk frem for kompleks. Han er en skuespiller, hvis styrke er varme og tilgængelighed, og det er netop disse kvaliteter, der her fungerer som ideologisk smøremiddel: de gør det muligt at hylde en historisk figur uden at stille de ubehagelige spørgsmål.
Zac Efron som Phillip Carlyle
Zac Efron spiller Phillip Carlyle, den fiktive aristokrat og senere partner, der fungerer som filmens moralske kompas – en mand, der giver afkald på privilegier for kærlighed og kunst. Det er en rørende fortælling. Det er også en fuldstændig uhistorisk konstruktion. Efrons tilstedeværelse er primært demografisk kalibreret: han er den voksne udgave af den teenage-heartthrob, der bragte det samme publikum til High School Musical, og hans casting er markedsføring forklædt som dramaturgi.
Zendaya som Anne Wheeler
Zendaya som Annes Wheeler – den luftakrobat, Carlyle forelsker sig i – er filmens mest åbenlyst politiske casting uden nogensinde at blive filmens mest politiske karakter. Hun er sort. Han er hvid og rig. Deres kærlighed møder modstand. Men filmen behandler race med en overfladiskhed, der er næsten foruroligende: problemet nævnes, illustreres og løses inden for en enkelt sangnummer. Repræsentationen er til stede. Konflikten er ikke.
Michelle Williams som Charity Barnum
Michelle Williams som Charity Barnum er filmens mest underudnyttede performance. Williams er en skuespiller med et dokumenteret evne til at bære psykologisk kompleksitet – se bare Manchester by the Sea eller My Week with Marilyn. Her får hun lov at smile, lide stille og tilgive. Hendes karakter eksisterer udelukkende som emotionel referencepunkt for Barnums fejltagelser og vækst. Det er ikke et rolleparti. Det er en funktion.
Rebecca Ferguson som Jenny Lind
Rebecca Ferguson spiller den svenske sangerinde Jenny Lind og leverer filmens eneste performance med reel kant. Lind er opportunistisk, kold og seksuelt ambitiøs på en måde, der ikke passer ind i filmens øvrige pastelpalette – og det er præcis det, der gør hende interessant. At Ferguson kan lave et karakterportræt med faktisk friktion inden for denne films rammer, siger noget om, hvad resten af ensemblet er blevet bedt om at undlade.
Læs også vores analyse af medvirkende i Red Sparrow – en anden film, hvor en kvindelig hovedrolle bærer den dramatiske friktion, resten af ensemblet ikke tilbyder.
Når diversitet bliver handelsvare
De mest politisk interessante medvirkende i filmen er dem, der optræder i det, der bedst beskrives som Barnums “ensemble af det anderledes”: Keala Settle som Lettie Lutz, den skæggede kvinde, samt de øvrige karakterer, der repræsenterer det, der historisk ville være blevet kaldt et “freak show.” De synger “This Is Me” – en sang, der er blevet et globalt inklusionsanthem og vandt en Golden Globe for bedste originale sang.
Det er her, analysen bliver ubehagelig.
“This Is Me” er en sang om at acceptere sig selv, om at vægre sig ved skam, om at insistere på sin egen eksistens. Det er en smuk sang. Og den synges af karakterer, der aldrig i filmen får en eneste scene med psykologisk dybde. Lettie Lutz har et navn. Hun har en sang. Hun har ingen fortid, ingen indre konflikt, ingen selvstændig fortælling. Hun er et symbol på inklusion, ikke et menneske i inklusion.
Det er ikke tilfældigt. Det er strukturelt. Filmen har brug for, at de marginaliserede karakterer symboliserer noget – frihed, mod, anderledeshed – men ikke at de faktisk optager narrativt rum. For hvis de fik det rum, ville historien skifte centrum. Og centret er Barnum.
Her ligger filmens dybeste ideologiske mekanisme: de marginaliserede karakterer legitimerer Barnums vision. De er beviset på, at han er god. Deres glæde er hans fortjeneste. Deres frigørelse er hans projekt. Inklusionen er reel nok til at føles ægte – men aldrig så reel, at den truer den mand, der ejer teatret.
Barnum som politisk teknologi
P.T. Barnum er i The Greatest Showman ikke blot en historisk figur – han er en politisk arketypes scenografi. Han er den karismatiske outsider, der taler folkets sag mod eliten. Han er manden, der “så noget i” de usynlige og gav dem en scene. Han er iværksætteren, der tabte alt og rejste sig igen. Han er den populistiske helt i sin reneste destillerede form.
Den kritiske figur i filmen – aviskritikeren James Gordon Bennett – er aristokratisk, kold og kulturelt eksklusiv. Han kan ikke se værdien i det folkelige. Han foragter det enkle publikums glæde. Han er elitens talerør, og han er filmens skurk på linje med de direkte antagonister.
Denne konstruktion er ikke uskyldig. Den producerer en fortælling, hvor intellektuel kritik og analytisk distance er fjenden af menneskelig forbindelse. Hvor “folk forstår det” er det eneste valide argument for kunstnerisk kvalitet. Det er populismens ældste og farligste kulturelle bevægelse: at gøre kritik til klassearrogance og ukritisk begejstring til demokratisk dyd.
Man behøver ikke nævne Trump ved navn for at bemærke, at spektaklet som politisk teknologi – løgnen som branding, fjenden som eliten, publikums jubel som legitimation – er en velkendt struktur. Barnum løj om, hvem hans “performers” var. Han opfandt historier om dem. Han solgte dem. Og publikum elskede det. Filmen kalder det vision. Historiebøgerne kalder det noget andet.
Se også vores gennemgang af medvirkende i Good Will Hunting – en film, der ligeledes opbygger sin helt som den begavede outsider, systemet ikke fortjener.
Skuespillerne som ideologiske kroppe – rollelisten i perspektiv
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Hugh Jackman | P.T. Barnum | 6/10 | Teknisk kompetent, emotionelt effektiv – men bevidst kalibreret til at gøre Barnum sympatisk frem for kompleks. Det er måske hans svageste præstation netop fordi den er så glat. |
| Zac Efron | Phillip Carlyle | 5/10 | Demografisk casting forklædt som dramaturgi. Charmen er reel, rollen er konstrueret. Efron leverer præcis det, han er bedt om: intet mere, intet mindre. |
| Zendaya | Anne Wheeler | 6/10 | Fysisk overbevisende og scenefast. Men karakteren er skrevet som symbol, ikke som person – og Zendayas talent fortjener mere friktion end filmen tilbyder. |
| Michelle Williams | Charity Barnum | 7/10 | Den stærkeste skuespiller i ensemblet i den mindste rolle. Williams gør mere med en pause og et blik end scriptet nogensinde giver hende lov til at sige. Systematisk underudnyttet. |
| Rebecca Ferguson | Jenny Lind | 8/10 | Filmens eneste karakter med reel psykologisk ambivalens. Ferguson spiller mod filmens sentimentale strøm – og det er det eneste sted, der opstår reel dramatisk friktion. |
| Keala Settle | Lettie Lutz | 7/10 | Stemmemæssigt ekstraordinær i “This Is Me.” Rollen er et symbol, ikke et menneske – og det er ikke Settles begrænsning men manuskriptets. Performancen er større end det, filmen tillader. |
Kvinderollerne og det smilende fravær
Der er en bestemt type kvindelig karakter, der går igen i Hollywood-historiedramaer: den der forstår sin mand bedre end han forstår sig selv, der lider smukt, der venter, og der til sidst bekræfter, at han i grunden var god hele tiden. Charity Barnum er dette arketype i sin mest rendyrkede form.
Michelle Williams spiller hende med en kontrolleret sorg, der er tydeligt mere end rollens ord. Men rollens ord er konsekvente: hun er der for at spejle Barnums fejl og tilgive dem. Hendes klassebaggrund – hun er barnepigen til Barnums overklassefamilie, og de forelsker sig på tværs – er etableret i filmens åbning og hurtigt glemt. Klasseaspirationen er Barnums projekt. Hendes frigørelse fra sin families forventninger nævnes, illustreres og så bruges udelukkende som emotionel ressource i hans fortælling.
Zendayas Anne Wheeler er ikke meget anderledes. Hendes race er en narrativ forhindring, der overvindes. Hendes akrobatik er visuelt spektakulær. Hendes indre liv er fraværende. Hun elsker Efrons Carlyle. Det er hendes funktion.
Begge kvinder er konsekvente med filmens overordnede ideologiske struktur: de eksisterer i relation til mænd med projekter, ikke som agenter med egne. Det er ikke nyt i Hollywood. Det er blot bemærkelsesværdigt i en film, der markedsfører sig som en fejring af dem, der ikke passede ind – og som åbenbart ikke inkluderer kvinder i denne kategori.
Drømmefabrikkens skjulte ejere
The Greatest Showman er produceret af Laurence Mark, Peter Chernin, Jenno Topping og James Mangold, distribueret af 20th Century Fox og budgetteret til estimeret 84 millioner dollars. Hugh Jackman er ikke blot filmens stjerne – han er en central drivkraft bag produktionen, der ifølge diverse kilder kæmpede for projektet i mere end et årti.
Der er noget strukturelt interessant i dette: Jackman, en af Hollywoods mest professionelt sikre og kommercielt værdifulde aktiver, producerer en film om en mand, der giver de marginaliserede en stemme – og bestemmer i kraft af sin stjernestatus præcis, hvilken form den stemme har, hvornår den høres, og hvad den siger. Produktionslogikken spejler med bemærkelsesværdig præcision den logik, filmen hævder at hyldne.
Det er ikke en kritik af Jackmans intentioner. Det er en observation om struktur. Systemet inkluderer villigt – på sine egne præmisser, inden for sine egne rammer, i det omfang det er rentabelt. Og det kalder det generøsitet.
Filmens soundtrack – med sange fra Benj Pasek og Justin Paul, der samme år vandt Oscar for La La Land – er en del af den samme kommercielle kalkule. “This Is Me” er et anthem fordi det er skrevet til at være et anthem. “A Million Dreams” er rørende fordi det er konstrueret til at ramme nøjagtigt de emotionelle knaphuller, genren har kortlagt over et århundrede. Det er ikke et argument mod sangene. Det er et argument for at forstå, hvad de er: professionelt produceret emotionel infrastruktur.
Læs også vores artikel om medvirkende i The Foreigner – en film, der på sin egen måde navigerer spændet mellem kommerciel beregning og politisk indhold.
Hvad filmen aldrig tør sige
Den historiske P.T. Barnum var en kompleks og ofte dybt ubehagelig figur. Han var involveret i udnyttelse af mennesker med slavebaggrund til underholdning. Hans forhold til sine “performers” var ikke et fællesskab af ligeværdige – det var et arbejdsgiverforhold med systematisk asymmetri, i en tid uden arbejderrettigheder, fagforeninger eller juridisk beskyttelse for dem, der var anderledes. Barnum tjente ikke på diversitet. Han tjente på eksotisering.
Filmen undgår race næsten fuldstændigt. Et fravalg, der i sig selv er et politisk valg. Den historiske periodes racisme er ikke en baggrundshistorie – den er den centrale kontekst for, hvad et “freak show” overhovedet betød. At lave en film i 2017 om Barnum uden at adressere dette er ikke historisk naivitet. Det er aktiv fortrængning.
Og her er filmens mest presserende samtidsrelevans: den blev udgivet i et år, hvor USA’s politiske samtale var mere splittet langs netop de linjer, filmen viger uden om. Race, klasse, spektakel, løgn som kommunikationsform – The Greatest Showman havde det potentiale at sige noget præcist og ubehageligt om det Amerika, der omgav den. Den valgte i stedet at synge.
Det er et legitimt valg. Det er bare ikke et uskyldigt et.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller P.T. Barnum i The Greatest Showman?
Hugh Jackman spiller P.T. Barnum i filmen fra 2017. Det er hans mest markante musicalrolle siden han overtog figuren i Les Misérables.
Hvem instruerede The Greatest Showman?
Michael Gracey instruerede filmen. Det var hans spillefilmsdebut som instruktør.
Hvem spiller Jenny Lind?
Rebecca Ferguson spiller den svenske sangerinde Jenny Lind, der er en historisk figur, som Barnum inviterede til Amerika for at turnere.
Er Phillip Carlyle en historisk person?
Nej. Zac Efrons karakter, Phillip Carlyle, er en fiktiv konstruktion uden historisk forbillede.
Hvilke sange er med i filmen?
Filmens soundtrack inkluderer bl.a. “This Is Me,” “A Million Dreams,” “The Greatest Show,” “Rewrite the Stars” og “Never Enough.” Sangene er skrevet af Benj Pasek og Justin Paul.
Hvornår havde filmen premiere?
The Greatest Showman havde premiere den 20. december 2017 i USA.
Hvor kan man streame The Greatest Showman i Danmark?
Filmen er tilgængelig på bl.a. Disney+, Viaplay og Netflix i forskellige perioder. Tjek aktuel tilgængelighed på de respektive platforme.
Er filmen historisk præcis?
Nej. Filmen er en stærkt romantiseret og fiktionaliseret fremstilling af P.T. Barnums liv og karriere, der systematisk undgår de mere ubehagelige historiske realiteter.
