Der er film, der beskriver verden som den er. Og så er der film, der beskriver verden som den liberale middelklasse ønsker at tro, den er. Good Will Hunting fra 1997 tilhører den anden kategori – og det er ikke nødvendigvis en anklage. Det er en diagnose.
Gus Van Sants drama om den matematisk begavede janitor Will Hunting fra South Boston er i dag kanoniseret som en af 1990’ernes vigtigste amerikanske film. Den vandt to Oscar-statuetter, lancerede Matt Damon og Ben Affleck som seriøse kræfter i Hollywood, og den er stadig et referencepunkt, når samtalen falder på uforløst potentiale, terapi og det klassiske tema: kan man flygte fra sin baggrund? Men med næsten tre årtier på bagen er det værd at spørge: hvad fortæller Good Will Hunting egentlig? Og hvad vælger den bevidst ikke at fortælle?
Medvirkende i Good Will Hunting – en rolleliste, der siger mere, end den viser
Filmen bæres af et relativt lille, tæt ensemble. Matt Damon spiller Will Hunting, den selvlærte matematiske prodigy med en voldelig fortid og et uafklaret forhold til sin egen intelligens. Robin Williams spiller psykologen Sean Maguire, den sørgende enkemand fra samme kvarter, der som den eneste formår at bryde igennem Wills panser. Ben Affleck spiller Chuckie Sullivan, Wills bedste ven fra Southie – loyal, begrænset og fundamentalt uinteressant for filmen. Minnie Driver spiller Skylar, den britiske Harvard-studerende, der bliver Wills kæreste. Og Stellan Skarsgård spiller professor Gerald Lambeau, MIT-matematikeren, der opdager Will og gør sig umage med at omdanne ham til et videnskabeligt projekt.
Casey Affleck og Cole Hauser spiller to af Wills venner fra kvarteret, Morgan og Billy, hvis primære funktion er at udgøre det baggrundstæppe af Southie-autenticitet, som filmen har brug for at holde sin romantisering af arbejderklassen i live.
Det er en stærk besætning. Men det er også en besætning, der afslører noget centralt om, hvilken type fortælling Good Will Hunting ønsker at være.
Læs også vores analyse af medvirkende i The Foreigner for et andet eksempel på, hvordan casting afspejler filmens ideologiske selvforståelse.
Når casting bekræfter ideologi
Matt Damon og Ben Affleck voksede faktisk op i Boston. De kendte miljøet. De havde set hvad det vil sige at komme fra ingenting og se sin fremtid forsvinde i ubesvarede muligheder. Det er den autentiske kerne, de bragte med sig til manuskriptet – og som gav filmen sin umiddelbare troværdighed.
Men det er præcis her, det bliver interessant. For Damon og Affleck solgte denne fortælling til Harvey Weinstein og Miramax, den mest beregnende og kommercielt orienterede del af 1990’ernes Hollywood. Og i den transaktion skete der noget. Fortællingen om Will Hunting – den potentielt systemkritiske, den anti-institutionelle, den virkelig farlige – blev omdannet til en helingsfortælling med kærlighedsopløsning og symfonisk underlægningsmusik.
Det er ikke Damons eller Afflecks skyld alene. Det er et strukturelt fænomen: Hollywood kan godt rumme historier om systemets ofre, så længe ofrene til sidst finder en vej ind i systemet. Det kan bare ikke lide historier, der stiller spørgsmålstegn ved, om systemet overhovedet bør eksistere.
Robin Williams som Sean Maguire er i den sammenhæng et mesterligt valg – og et ideologisk problematisk et. Williams’ naturlige varme og humanistiske energi gør det nærmest umuligt at læse karakteren kritisk. Men Maguire er ikke blot en venlig terapeut. Han er systemets mest humane ansigt. Hans opgave er at gøre Will funktionel – ikke fri. At transformere ham fra et socialt problem til et fungerende individ. Filmen præsenterer dette som frigørelse. En mere kynisk analyse ville kalde det normalisering.
Rollernes politiske geografi
Det er værd at betragte de medvirkende i Good Will Hunting ikke kun som karakterer, men som politiske positioner i et ideologisk rum.
Will Hunting
Will Hunting er arbejderklassens intellekt – rå, ubeskyttet og farlig. Hans geni er ikke demokratiserende. Det er en ressource, som tre forskellige institutionelle kræfter kappes om at høste: universitetet (Lambeau), staten (NSA-scenen, filmens mest underdiskuterede politiske øjeblik) og terapien (Maguire). Will er ikke subjektet i sin egen fortælling. Han er objektet for andres projekter.
Chuckie Sullivan
Chuckie Sullivan er den karakter, filmen behandler mest uretfærdigt. Ben Afflecks præstation er faktisk oprigtig og varm – der er en scene, hvor Chuckie fortæller Will, at det ville være en fornærmelse mod Chuckie selv, hvis Will stadig er i kvarteret om ti år. Det er filmens mest ærlige øjeblik. Men filmen ofrer Chuckie ingen videre tanke. Han og de andre venner fra Southie forsvinder ud af fortællingen, som arbejderklassen forsvinder ud af den liberale fantasi: stille, ukommenteret og uden konsekvenser.
Skylar
Skylar spilles af Minnie Driver med en britisk lethed og selvbevidst charme, der fungerer godt i scenerne. Men karakteren er primært konstrueret som et narrativt redskab. Hendes egen klasseposition – hun er velhavende, Harvard-uddannet, på vej til medicinstudium i Stanford – og hvad det betyder for dynamikken i parforholdet, behandles aldrig seriøst. Filmen er ikke interesseret i Skylar som subjekt. Den er interesseret i, hvad Skylar gør ved Will.
Gerald Lambeau
Gerald Lambeau er måske den mest interessante karakter politisk set, netop fordi Stellan Skarsgård spiller ham med en vis tvetydighed. Lambeau er ikke ond. Han er paternalistisk. Han repræsenterer den velmenende elite, der genuint mener at handle i Wills interesse – men som aldrig forestiller sig, at Wills interesse måske ikke falder sammen med elitens egne forestillinger om, hvad begavelse bør bruges til.
Se også vores gennemgang af medvirkende i I Saw the Devil for en film, der til forskel fra Good Will Hunting ikke giver sine institutioner noget humanistisk alibi.
Skuespillere, roller og kritisk vurdering
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Matt Damon | Will Hunting | 8/10 | Nuanceret og fysisk præsent. Men karakteren er skrevet til at bekræfte myten om det ekstraordinære individ frem for at udfordre den. |
| Robin Williams | Sean Maguire | 9/10 | Den mest menneskelige præstation i filmen. Williams gør det svært at se Maguire kritisk – hvilket er præcis det politisk problematiske. |
| Ben Affleck | Chuckie Sullivan | 7/10 | Filmens hjerte og dens ubevidste samvittighed. Bortset fra én scene behandles karakteren som kulisse. |
| Minnie Driver | Skylar | 6/10 | Charmerende, men primært funktionel. Filmen er ikke interesseret i hende som person. |
| Stellan Skarsgård | Prof. Gerald Lambeau | 7/10 | Skarsgård tilfører karakteren ambivalens, filmen ikke selv har skrevet ind. Den liberale paternalist i akademisk forklædning. |
| Casey Affleck | Morgan | 5/10 | Del af Southie-staffagen. Forsvinder fra fortællingen uden eftermæle. |
Genialitet som klassepolitik
Den mest persistente misforståelse om Good Will Hunting er, at den er en film om klasse. Den er ikke. Den er en film om, hvorfor klasse ikke skal diskuteres.
Will Huntings matematiske talent præsenteres som en billet ud af South Boston. Men billet ud til hvad, egentlig? Til Lambeaus verden, til akademia, til NSA’s efterretningsapparat? Filmen bruger klassen som en romantiseret baggrund – autenticiteten, kammeratskabet, de rå dialoger på baren – mens den aldrig stiller reelle spørgsmål til de strukturelle årsager til, at folk som Will ender som janitorer frem for matematikere.
Fattigdom er en backstory i Good Will Hunting. Misbruget i barndommen forklarer Wills adfærd. Terapien løser traumet. Kærligheden afslutter fortællingen. Men de materielle betingelser – boligpolitik, uddannelsessystem, klassebestemte muligheder – nævnes ikke. De er ikke interessante for filmen, fordi de ikke er interessante for den ideologiske ramme, filmen opererer inden for: humanistisk liberalisme, hvor individet altid kan overkomme sin fortid, hvis det mødes med tilstrækkelig empati.
Det er ikke en kritik af empati. Det er en kritik af, at empati bruges til at erstatte strukturel analyse.
Den scene alle glemmer – og hvad den egentlig handler om
NSA-agenten, der forsøger at rekruttere Will til efterretningsarbejde, afvises med en af filmens mest politisk eksplicitte sekvenser. Will forestiller sig, hvad der sker med de mennesker, hvis liv påvirkes af den information, han potentielt ville bidrage til at indsamle. Det er filmens mest radikale moment. Og det er det øjeblik, filmen hurtigst bevæger sig videre fra.
Scenen er der. Den er modig. Den rummer en reel kritik af, hvad statsmagtens institutioner gør med intellekt. Men filmen forlader den næsten øjeblikkeligt og vender tilbage til terapiforløbet og kærlighedshistorien. Som om den selv er bange for, hvad den netop har sagt.
Det er symptomatisk. Good Will Hunting ved godt, hvad dens mest politisk interessante potentiale er. Den vælger konsekvent ikke at realisere det.
En lignende dynamik – mellem institutionelt pres og individuel modstand – kan ses udforsket på ganske andre præmisser hos de medvirkende i RJ Decker.
Hvad filmen tør – og hvad den ikke tør
Lad os give filmen, hvad den har fortjent. Præstationerne er ofte fremragende. Robin Williams’ Academy Award-belønnede birolle er en af de mest oprigtigt bevægende skuespilpræstationer i 1990’ernes Hollywood – ikke fordi den er stort anlagt, men fordi den er menneskelig på en måde, der overskygger filmens ideologiske begrænsninger. Damons fysiske og emotionelle nuancer i rollen som Will er heller ikke noget, man skriver sig ud af med et manuskript alene; der er et temperament i præstationen, der bærer fortællingen.
Men filmen tør ikke være den film, den hævder at ville være. Den tør ikke lade Wills anti-institutionalisme være reel frem for romantisk. Den tør ikke stille spørgsmålstegn ved Seans terapeutiske projekt. Den tør ikke give Chuckie og de andre venner et liv, der ikke blot tjener Wills udviklingsrejse. Og den tør absolut ikke se på, hvad det siger om et samfund, at dets eneste svar på en klasse, der er systemet overladt, er at udpege de enkelte genier og redde dem individuelt.
Den berømte biblioteksreplik – “du kunne have fået det samme for 1,50 dollar i sene gebyrer på dit lokale bibliotek” – er ikonisk. Men den er ikke en kritik af eliten. Den er elitens yndlingsfortælling om sig selv: at den fortjener de kloge, uanset hvor de kommer fra. Det er meritokratiets selvbillede i komprimeret form. Og det er det, filmen i sin kerne handler om.
Samlet vurdering: 6/10 – En film med genuint menneskelige øjeblikke og stærke præstationer, der konsekvent vælger den liberale komfortzone frem for den politisk ubehagelige sandhed.
FAQ – Medvirkende i Good Will Hunting
Hvem spiller Will Hunting?
Will Hunting spilles af Matt Damon, der også var med til at skrive manuskriptet sammen med Ben Affleck.
Hvem spiller psykologen i Good Will Hunting?
Psykologen Sean Maguire spilles af Robin Williams, der vandt en Oscar for Bedste Mandlige Birolle for rollen.
Hvem instruerede Good Will Hunting?
Filmen er instrueret af Gus Van Sant.
Hvornår udkom Good Will Hunting?
Filmen havde premiere i 1997.
Hvem spiller Chuckie Sullivan?
Wills bedste ven Chuckie Sullivan spilles af Ben Affleck.
Hvad vandt Good Will Hunting Oscar for?
Filmen vandt Oscars for Bedste Originale Manuskript (Matt Damon og Ben Affleck) samt Bedste Mandlige Birolle (Robin Williams).
Hvem spiller professor Lambeau?
MIT-professoren Gerald Lambeau spilles af den svenske skuespiller Stellan Skarsgård.
Hvem spiller Skylar i Good Will Hunting?
Skylar, Wills kæreste, spilles af den britiske skuespiller Minnie Driver.
