Der er noget bekvemt ved at kalde Madagascar en familiefilm. Etiketten fungerer som en slags immunitet – mod analyse, mod politisk læsning, mod den ubehagelige fornemmelse af, at noget her er mere ideologisk ladet, end det lader til. Men DreamWorks’ animerede eventyr fra 2005 er præcis den slags film, der fortjener at blive læst imod sin egen overflade. Ikke fordi den er ondsindet, men fordi den er ubevidst – og det er som regel der, kulturen afslører sig selv mest tydeligt.
Filmen instrueret af Eric Darnell og Tom McGrath følger fire dyr fra Central Park Zoo – løven Alex, zebraen Marty, flodhesten Gloria og giraffen Melman – der ender på Madagaskar-øen og konfronteres med, hvad det vil sige at være vilde dyr, der aldrig har levet vildt. Det er en præmis med enorm politisk bæreevne. Filmen bruger den til comedy. Det er både dens styrke og dens svaghed.
Rollebesætningen – cast i Madagascar – er på papiret imponerende: Will Smith, Ben Stiller, Jada Pinkett Smith og Chris Rock som de fire centrale stemmer. Sacha Baron Cohen som den uforglemmelige King Julien. I den danske udgave varetager en række danske skuespillere stemmerne, og ifølge danskefilm.dk og danskefilmstemmer.dk er der lagt arbejde i den lokale stemmebesætning. Men cast i Madagascar er ikke blot et spørgsmål om, hvem der taler – det er et spørgsmål om, hvad de repræsenterer, og hvad filmen gør med dem.
Medvirkende i Madagascar – karakterer eller politiske konstruktioner?
Lad os begynde med det åbenlyse: rollerne i Madagascar er ikke karakterer i klassisk forstand. De er arketyper, der fungerer som bærere af ideologiske positioner snarere end psykologisk kompleksitet.
Alex løven – celebrityen i buret
Alex løven, stemt af Ben Stiller i originalversionen, er filmens mest interessante og mest underanalyserede figur. Han er en stjerne – Central Park Zoos store attraktion, publikumsyndlingen, den performative identitet par excellence. Han tror, han er fri, fordi han aldrig har oplevet, at frihed kan betyde noget andet end applaus. Alex er ikke en løve. Han er en celebrity. Og hans “rejse” handler ikke om frihed, men om at opdage, at hans indre rovdyr – hans instinkt, hans natur – er noget, han har undertrykket for at passe ind. Det er en fortælling om alienation klædt i animeret pels.
Marty zebraen – revolutionæren der aldrig bliver det
Marty zebraen, stemt af Chris Rock, er den utilfredse – den eneste der faktisk ønsker noget andet. Han drømmer om det vilde, om Afrikas sletter, om det ægte. I en anden film ville Marty være revolutionæren. Her er han sidevognen. Hans længsel er den narrative motor, men filmen belønner ham ikke for den – den lader ham i stedet lande på en ø, som han ikke forstår, og som hurtigt viser sig at være farlig. Ønsket om frihed straffes med kaos.
Gloria flodhesten – kompetence uden kompleksitet
Gloria flodhesten, stemt af Jada Pinkett Smith, er filmens eneste kvindelige hovedkarakter. Hun er fysisk stærk, tryg i sig selv og humoristisk anlagt. Hun har ingen indre konflikt. Det er ikke karaktertegning – det er en silhuet. I et ensemble, hvor alle de mandlige karakterer kæmper med identitet, instinkt og tilhørsforhold, er Gloria defineret ved kompetence uden kompleksitet. Det er ikke repræsentation. Det er dekoration med god holdning.
Melman giraffen – institutionens forsvarer
Melman giraffen, stemt af David Schwimmer, er hypokondrikeren – den, der overfører menneskelig neuroticisme til et dyr. Han er morsomst ved at være mest menneskeliggjort, men politisk set er han filmens mest konservative figur: han vil hjem, han vil have sin rutine, han stoler på institutionen. Han er ikke en karakter der vokser – han er en karakter der bekræfter.
Se også vores gennemgang af medvirkende i Robots, en anden animationsfilm fra samme periode med tilsvarende ensemblestruktur og ideologiske undertoner.
Skuespillernes stemmer og den danske rolleliste
Ifølge de tilgængelige kilder – primært danskefilm.dk og danskefilmstemmer.dk – er der produceret en dansk taleversion af filmen, ligesom det er tilfældet med Madagascar 2 og Madagascar 3. Den danske stemmebesætning er en praksis, der i sig selv er politisk interessant: man lokaliserer ikke blot sproget, men tilpasser den kulturelle tone, de komiske timinger og i visse tilfælde de kulturelle referencer.
Originalbesætningen i Madagascar – altså cast i Madagascar på engelsk – er sammensat med en tydelig bevidsthed om stjerneværdi:
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Ben Stiller | Alex (løven) | 7/10 | Stiller kanaliserer sin neurotiske persona præcist – men rollen kræver mere end neurose, og det er her filmen ikke leverer |
| Chris Rock | Marty (zebraen) | 6/10 | Rocks stand-up-energi passer til Marty, men karakterens politiske potentiale forbliver uindfriet |
| Jada Pinkett Smith | Gloria (flodhesten) | 5/10 | Kompetent udførelse af en underudviklet rolle – Smith kan ikke redde det, manuskriptet ikke giver |
| David Schwimmer | Melman (giraffen) | 6/10 | En forlænget Chandler Bing – fungerer som comic relief, men er ideologisk den mindst interessante karakter |
| Sacha Baron Cohen | King Julien (lemurkongen) | 9/10 | Filmens egentlige stjerne – Baron Cohen skaber en karakter, der er mere politisk kompleks end instruktørerne sandsynligvis planlagde |
| Cedric the Entertainer | Maurice (King Juliens rådgiver) | 6/10 | Den pragmatiske rådgiver med sund skepsis – undervurderet i ensemblet |
| Andy Richter | Mort (den lille lemur) | 5/10 | Ren comic relief uden substans |
De fire pingviner – Skipper, Kowalski, Rico og Privat – er ikke krediteret med samme prominens, men de er filmens mest analytisk interessante gruppe, og det vender vi tilbage til.
King Julien og populismens anatomi
Sacha Baron Cohen leverer filmens mest fascinerende performance – og det er ikke uden grund, at King Julien er den karakter, der bedst har overlevet kulturelt. Han er karismatisk, selvcentreret, demokratisk i formen og autokratisk i substansen. Han taler om “mit folk” med en ejendomsret, der aldrig udfordres. Han træffer beslutninger uden konsultation. Han retfærdiggør sine valg med reference til “traditioner”, som han selv definerer.
King Julien er ikke satire – eller rettere: han er utilsigtet satire. Filmen præsenterer ham som underholdning, ikke advarsel. Og det er præcis det, der gør ham interessant: børnefilm normaliserer en bestemt type lederskab ved at gøre det til comedy. Når lederskab er morsomt nok, stiller vi ikke spørgsmål ved det.
Baron Cohens stemmeperformance er virtuos i den forstand, at han fylder karakteren med lag – der er en undertone af desperation i King Juliens selvhøjtidelighed, en anelse af, at han godt ved, at hans autoritet er skrøbelig. Men filmen lader ham aldrig falde. Han er upåvirket af konsekvenser, og hans folk følger ham ikke af overbevisning, men af vane og frygt for det, der er uden for stammens grænse. Det er en meget præcis beskrivelse af populistisk dynamik, og den er fuldstændig ubevidst.
For en anden film med et ensemble, hvor stjerneværdi og karakterlogik ikke altid følges ad, kan du læse om medvirkende i The Greatest Showman.
Pingvinerne og det teknokratiske argument
Pingvinerne – hvis stemmer leveres af Tom McGrath (Skipper) og andre – er filmens mest politisk provokerende element, netop fordi de er tænkt som det mindst seriøse. De er comic relief. Men de er de eneste, der konsekvent lykkes.
De opererer uden demokratisk mandat. De kommunikerer ikke deres planer til de andre dyr. De handler i det skjulte, effektivt og uden moralske skrupler. Og de vinder. Hver gang.
Filmen præsenterer dette som sjovt. Og det er det måske. Men der er noget ubehageligt ved, at den eneste gruppe karakterer i Madagascar med reel handlekraft og politisk bevidsthed er dem, der omgår alle demokratiske processer. Det er et argument for den teknokratiske elite – ikke formuleret som argument, men strukturelt indlejret i fortællingen. Pingvinerne har ret, fordi de ikke tror på, at alle behøver at deltage i beslutningsprocessen.
I en tid, hvor tilliden til demokratiske institutioner er under pres i store dele af verden, er det værd at bemærke, hvilke karakterer animationsfilm fra dette årti belønner med succes.
Afrika som tom kulisse – det koloniale blik i CGI
Madagaskar-øen er filmens setting og dens mest problematiske element. Øen er smuk, eksotisk, frodig og – fraset lemurerne – mennesketom. Der er ingen mennesker. Der er ingen afrikansk kultur, ingen afrikansk historie, ingen afrikansk subjektivitet. Der er dyr og lemurer, der taler i et hysterisk komisk register.
Det er en fortælling, der ubevidst reproducerer en meget gammel forestilling: Afrika som tomt rum, som eksotisk baggrund, som det sted, hvor vestlige karakterers indre rejse finder sted. At karaktererne i dette tilfælde er animerede dyr fra New York ændrer ikke på den strukturelle logik. De ankommer. De kæmper med sig selv. De overlever. Afrika er kulissen.
De eneste “naturligt hjemmehørende” karakterer på øen – lemurerne – har den mindste narrative dybde og den mest karikerede fremstilling. King Julien er morsom, men han er ikke et subjekt. Hans folk er rekvisitter. Der er ingen refleksion over, hvad det betyder, at de eneste hjemmehørende på øen behandles som comedy.
Rollebesætningen i Madagascar – cast i Madagascar – afspejler ikke dette problem. Det gør manuskriptets geografi.
En lignende problematik om hvad store produktioner gør med deres verdener og de stemmer de vælger, behandles også i vores artikel om medvirkende i Avatar 2.
Hvad fortællingen egentlig handler om – og ikke tør sige
Madagascar stiller det rigtige spørgsmål: er frihed noget man har, eller noget man ikke ved, man mangler? Og svarer derefter forkert.
Filmen ender ikke med, at dyrene vælger frihed. De vælger hinanden – fællesskabet, venskabet, det socialiserede bånd. Det er ikke en fejl i sig selv; det er en legitim fortælling. Men den er pakket ind som en fortælling om frihed og selvrealisering, mens den i virkeligheden er en fortælling om, hvorfor vi ikke vil have friheden, når vi får den. Det vilde er farligt. Naturen er kaos. Civilisationen – selv i form af et bur – er tryghed. Og tryghed vinder til sidst.
Det er en konservativ fortælling forklædt som eventyr. Og den er så godt animeret, at ingen bemærker det.
Alex løven ved ikke, at han er i fangenskab. Og det er præcis derfor, han er den perfekte fortælling om det moderne subjekt: den der er fri nok til ikke at have brug for at vide, hvad frihed er.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem er de medvirkende i Madagascar?
I originalversionen er Ben Stiller Alex, Chris Rock Marty, Jada Pinkett Smith Gloria, David Schwimmer Melman og Sacha Baron Cohen King Julien. Filmen har også en dansk taleversion med danske skuespillere i stemmerne.
Hvem instruerede Madagascar?
Filmen er instrueret af Eric Darnell og Tom McGrath og produceret af DreamWorks Animation.
Hvornår havde Madagascar dansk biografpremiere?
Madagascar fik dansk biografpremiere i 2005.
Er der efterfølgere til Madagascar?
Ja – Madagascar 2 (Flugt fra Afrika) og Madagascar 3 (Efterlyst i hele Europa) fortsætter historien med samme centrale rollebesætning.
Hvor kan man streame Madagascar?
Filmen er tilgængelig på bl.a. Netflix, Apple TV og Prime Video i Danmark.
Hvad handler Madagascar politisk set om?
På overfladen en buddy-comedy om fire zoodyr der havner i naturen. Læst mere kritisk: en fortælling om civilisationens sejr over naturlig frihed, populistisk lederskab, teknokratisk handlekraft og det koloniale blik på Afrika som eksotisk tom scene.
