Der er et øjeblik cirka halvvejs inde i Holidate, hvor man som seer begynder at fornemme noget ubehageligt. Ikke ubehageligt som i provokerende eller udfordrende – men ubehageligt som i præcist kalkuleret komfort. Filmen ved præcis, hvad den vil, hvem den henvender sig til, og hvad den aldrig vil sige. Det er en velsmurt maskine. Og den medvirkende er den vigtigste del af mekanismen.
Netflix-produktionen fra 2020, instrueret af John Whitesell og skrevet af Tiffany Paulsen, fungerer som en slags romcom-destillat: alle genrens elementer er til stede, alle dens modsigelser er intakte, og ingen af dens præmisser stilles nogensinde alvorligt til regnskab. Spørgsmålet er ikke, om Holidate er en god film. Spørgsmålet er, hvad filmen siger om os – og om de skuespillere, der har valgt at sige det.
Medvirkende i Holidate – Mere Konstruktion end Karakter?
Lad os starte med det faktuelle. Castingen er ikke anonym.
Emma Roberts spiller Sloane, den unge kvinde, der er grundlæggende træt af familiens konstante pres om at finde en partner. Luke Bracey spiller Jackson, den australske ekspat, der deler Sloanes afsky for højtidstidens relationelle forventninger. Sammen indgår de en “holidate”-aftale: de mødes til alle årets højtider som hinandens plus-one, uden følelser og uden forpligtelser.
I støtterollerne finder man Kristin Chenoweth som Abby, en legende og livserfaren kvinde, der optræder som et slags frispillet komisk modpunkt. Frances Fisher spiller Sloanes mor, Elaine. Manish Dayal er til stede i ensemblet, det samme er Jessica Capshaw, Andrew Bachelor (bedre kendt som King Bach) og Cynthy Wu.
Castet er bredt nok til, at Netflix kan kalde det mangfoldigt. Men er det? Det er et legitimt spørgsmål.
Læs også vores artikel om medvirkende i Robots – en anden romantisk komedie, hvor genrens mekanismer kan studeres i et beslægtet lys.
Når Casting Bliver Branding
Emma Roberts er ikke tilfældig casting. Hun bærer en specifik kulturel signatur: Hollywood-dynasti (niece af Julia Roberts), scream queen-æstetik fra American Horror Story, ung kvinde med attitude. Hendes tilstedeværelse i Holidate er et statement om filmens målgruppe – og om den type “stærk kvinde”, filmen ønsker at sælge.
Emma Roberts som Sloane
Roberts’ Sloane er en interessant figur, fordi hun er konstrueret til at signalere uafhængighed uden at have ret til den. Vi præsenteres for en kvinde, der er kynisk over for kærlighed, og som italesætter sin frihed med en præcision, der lyder nærmest filosofisk. Og så straffes hun for det. Systematisk. Scenetættet. Plottet fungerer som en korrektiv institution.
Det er ikke Roberts’ fejl som skuespiller – hun leverer det, der kræves af hende med stil og timing. Problemet er, hvad der kræves. Sloane er ikke et menneske; hun er en tese, der bevises forkert i løbet af 104 minutter.
Luke Bracey som Jackson
Luke Bracey har en sværere opgave. Jackson er en karakter, der er skabt til at være ufarlig. Han er smuk, men ikke skræmmende. Han er charmerende, men ikke dominerende. Han er australier, hvilket giver ham en eksotisk fritagelse fra den amerikanske maskulinitets mere presserende problemstillinger. Det er ikke en karakter; det er en løsning på et narrativt problem.
Birollernes Politiske Funktion
Kristin Chenoweth som Abby
Kristin Chenoweth som Abby er filmens mest ærlige konstruktion – og paradoksalt nok dens mest interessante. Abby er den kvinde, Sloane måske kunne blive, hvis hun ikke lod sig korrigere af plottet: ældre, sexet, selvtilstrækkelig og totalt ligeglad med normernes kalender. Men filmen gør noget snedigt: den giver Abby al den frihed, den nægter Sloane, og pakker det ind som komisk excentrisk adfærd. Abbys autonomi er ikke en model – det er en joke.
Frances Fisher som Elaine
Frances Fisher som Elaine, Sloanes mor, udfylder en funktion, der er genrens måske mest undertematiserede magtposition: den familiemedlem, hvis konstante relationelle pres er filmens egentlige motor. Elaine driver Sloanes problem. Elaine er institutionen “familien” personificeret. Og filmen kritiserer hende aldrig. Den synes ikke engang at bemærke, at hun er et problem.
Manish Dayal, Cynthy Wu og ensemblets periferi
Manish Dayal og Cynthy Wu repræsenterer den etniske diversitet, der i dag er et formelt krav til Netflix-produktioner. Men diversitetens tilstedeværelse er ikke det samme som diversitetens analytiske funktion. Deres roller eksisterer i filmens periferi på en måde, der antyder, at inklusion er opfyldt ved tilstedeværelse, ikke ved substantiel integration.
Andrew Bachelor (King Bach) som York
Andrew Bachelor – King Bach – er filmens komiske sidekick, en rolle, der i romcom-historien har dybe og ikke altid flatterende rødder. At dette mønster reproduceres i 2020, næsten uden kommentar, siger noget om genrens evne til at opdatere sin æstetik uden at røre ved sin struktur.
Se i forlængelse heraf vores gennemgang af medvirkende i The Greatest Showman, hvor ensemblets sammensætning og dens kulturpolitiske implikationer ligeledes er centrale.
Rollelisten som Ideologisk Dokument
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Emma Roberts | Sloane | 6/10 | Teknisk kompetent, men fanget i en karakter, der aldrig må vinde på egne præmisser. Autonomien er kostume, ikke substans. |
| Luke Bracey | Jackson | 5/10 | Designet til at være ufarlig – og lykkes. Problemet er, at ufarlig maskulinitet stadig er en politisk konstruktion, der undgår at forholde sig til køn som struktur. |
| Kristin Chenoweth | Abby | 7/10 | Filmens skarpeste element – men brugt som reliefkomik snarere end som alternativt verdensbillede. Hendes frihed latterliggøres til grin. |
| Frances Fisher | Elaine | 5/10 | Spiller institutionen “familien” med professionel præcision. Problemet er, at filmen aldrig beder hende gøre noget andet. |
| Manish Dayal | Neil | 5/10 | Perifer placering i ensemblet. Diversitetens krav opfyldes formelt; den kulturelle integration udebliver. |
| Jessica Capshaw | Liz | 5/10 | Sloanes søster og familielivets ambassadør. En rolle, der bekræfter normen snarere end at udfordre den. |
| Andrew Bachelor (King Bach) | York | 5/10 | Komisk sidekick i en tradition, der fortjener kritisk opmærksomhed. Genrens racemønstre reproduceres uden friktion. |
| Cynthy Wu | Metzy | 5/10 | Tilstede, men ikke definerende. Som med Dayal: inklusion som formalkrav. |
Kontraktromantik og Neoliberalismens Selvforsvar
Holidates præmis – aftalen om en følelsesløs holiday-date – er ikke bare et dramaturgisk greb. Det er en ideologisk figur, der præcist spejler det sene 2010’ernes og tidlige 2020’ernes kulturelle sprog om relationer: transaktionelt, autonomifokuseret, bevidst distanceret fra sårbarhed.
At formulere et forhold som en kontrakt er ikke et opgør med romantikkens tyranni. Det er romantikkens klogeste selvforsvar. Man indrammer det som valg for at undgå at diskutere tvangen. Men tvangen er stadig der – den er blot omdøbt til præference.
Og her ligger Holidates mest grundlæggende politiske problem: filmen tror, den handler om frihed. Plottet ved bedre. Hvert eneste narrativt beat arbejder imod karakterernes eksplicitte ønsker. Sloane vil ikke have et forhold, men hun straffes med tab, akavethed og social isolering, indtil hun giver efter. Det er ikke en kærlighedshistorie. Det er en fortælling om normens tålmodighed – om, at den altid venter.
Julens Disciplinerende Funktion
Filmens brug af højtider er ikke blot et romantisk baggrundstapet. Det er strukturerende for dens ideologiske budskab. Jul, nytår, Valentinsdag, påske – hvert af disse tidspunkter fungerer i filmens univers som et socialt spejl, og det billede, man ser i det, er enten parforholdet eller dets fravær.
At være alene til jul i Holidate er ikke neutralt. Det er en diagnose. Filmen trækker på en dybt forankret kulturel angst – ageismens og ensomhedens skam – og gør den til plotdriveren. Det er ikke hygge; det er normativ regulering med julelys på.
Det interessante er, at ingen af de medvirkende – hverken karaktererne eller skuespillerne i interviews – synes at have problematiseret dette. Det er genrens immunforsvar: når formatet er tilstrækkeligt velkendt, bliver dets præmisser usynlige.
For en parallel analyse af, hvordan medvirkende bærer et films kulturelle vægt, kan du læse vores artikel om medvirkende i Good Will Hunting.
Et Ensemble Uden Friktion
Det, der måske er mest sigende ved Holidates cast, er dets totale fravær af intern modstand. Ingen karakter udfordrer præmissen. Ingen rolle stiller spørgsmålstegn ved det verdensbillede, filmen opererer inden for. Selv Abby, der tilsyneladende lever uden for normernes kalender, eksisterer som relief for den norm hun omgiver.
Det er ikke et tilfælde. Det er et valg. Og det er dette valg, der i sidste ende definerer filmens kulturpolitiske placering: Holidate er ikke en film, der vil noget med sin verden. Den er en film, der vil bekræfte sin seer i den verden, de allerede bor i.
Det er kommercielt klogt. Det er kunstnerisk kedeligt. Og det er ideologisk afslørende på præcis de måder, det ikke selv er klar over.
Samlet vurdering: 4/10 som kritisk kulturværk. 6/10 som genreprodukt på egne præmisser. Filmen gør præcis, hvad den vil – men hvad den vil, er ikke særlig meget.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller hovedrollen i Holidate?
Emma Roberts spiller Sloane, og Luke Bracey spiller Jackson – filmens to hovedpersoner, der indgår en aftale om at mødes som hinandens plus-one til årets højtider.
Hvem instruerede Holidate?
Filmen er instrueret af John Whitesell og har manuskript af Tiffany Paulsen.
Hvornår udkom Holidate?
Filmen udkom på Netflix i 2020.
Hvad handler Holidate om?
To fremmede, begge trætte af familiens forventninger om kærlighed, aftaler at følges til alle årets højtider – uden følelser og uden forpligtelser. Plottet sørger for, at denne aftale ikke holder.
Er Holidate en god film?
Det afhænger af, hvad man forventer. Som underholdning fungerer den kompetent. Som kulturelt dokument er den mere interessant for, hvad den afslører om genrens ideologiske præmisser, end for det den bevidst fortæller.
Hvad er Holidates rating her?
Set som kritisk kulturværk: 4/10. Set som genreprodukt på egne præmisser: 6/10. Filmen gør præcis, hvad den vil – men hvad den vil, er ikke særlig meget.
