Der er noget bekvemt ved Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves. Den er sjov, velspillet og teknisk kompetent. Den respekterer kildematerialet uden at blive servil over for det. Og den er præcis ukritisk nok til, at ingen forlader biografen med ubehag. Det er en film, der lader som om den stiller spørgsmål – og bruger alle 134 minutter på at undgå at besvare dem.
Men inden vi dissekerer strukturen, bør vi se på det, der bærer den: rollebesætningen. For i en film som denne – en bred Hollywood-produktion med et kæmpemæssigt markedsføringsbudget og Hasbro i ryggen – er castingvalg aldrig neutrale. De er politiske handlinger.
Medvirkende i Dungeons & Dragons: Honor among Thieves – ensemblet som ideologisk konstruktion
Filmen er instrueret af Jonathan Goldstein og John Francis Daley og samler et ensemble, der på papiret er diverst og repræsentativt. Chris Pine spiller Edgin Darvis, en tidligere Harper og nu professionel tyv med en datter at redde og en samvittighed at finde igen. Michelle Rodriguez spiller Holga Kilgore, en barbar med en fortid som hendes eneste bagage. Regé-Jean Page er Xenk Yendar, en paladin af ubøjelig integritet og endnu mere ubøjelig rygrad. Hugh Grant er Forge Fitzwilliam, den charmerende svindler, der har gjort karriere på andres bekostning. Justice Smith er Simon Aumar, en troldmand med anlæg men ingen tro på sig selv. Sophia Lillis spiller Doric, en tiefling druide med en arv, der aldrig rigtig undersøges. Chloe Coleman spiller Kira, Edgins datter og filmens moralske fixpunkt. Daisy Head er Sofina, den røde troldkvinde der fungerer som filmens egentlige magtfigur i det skjulte.
Det er et ensemble, der er designet til at signalere: her er noget for alle. Det er ikke en anklage – det er en observation. Og observationen leder til et spørgsmål, der er værd at stille: hvem fortæller historien, og hvem er blot med i den?
Læs også vores gennemgang af medvirkende i The Greatest Showman for en anden vinkel på, hvordan Hollywood sammensætter store ensembleproduktioner.
Edgin bestemmer, Holga slår – om narrativ magt og dens fordeling
Michelle Rodriguez som Holga Kilgore
Michelle Rodriguez leverer filmens fysisk mest overbevisende performance. Holga er brutal, direkte og lakonisk på en måde, der adskiller sig markant fra Pines selvironiske charme. Hun er stærkere end alle mænd på skærmen. Og hun bestemmer ingenting.
Det er ikke blot et dramaturgisk valg – det er et ideologisk mønster. Kompetencen er delegeret til kvinden; den narrative magt forbliver hos manden. Edgin er filmens moralske centrum, dens fortæller, dens far, dens hjerte. Holgas arc handler om en skilsmisse fra en centaur og en hjemstavn, hun har mistet. Det er følelsesmæssigt skitseret, aldrig udviklet.
Sophia Lillis som Doric
Sophia Lillis’ Doric er strategisk tænkende, risikovillig og besidder en magisk kapacitet, der i kampscenerne er filmens mest kreative element. Alligevel er hun bistående. Hendes tiefling-baggrund – i D&D-lore en race med dæmonisk herkomst, der i Faerûns verden har oplevet forfølgelse og diskrimination – nævnes i én sætning og droppes igen. Her var en åbenlys mulighed for at bruge fantasyverdenen som allegori over etnicitet, tilhørsforhold og strukturel marginalisering. Filmen vælger at lade det ligge.
Det er ikke uvidenhed. Det er strategi. Repræsentation, der ikke gør ondt, er sikker repræsentation. Og sikker repræsentation er god forretning.
Forge Fitzwilliam som neoliberal arketypeskurk
Hugh Grant som Forge Fitzwilliam
Hugh Grant er filmens fornøjeligste element og dens mest interessante politiske figur. Forge er ikke ond af ideologi eller had – han er ond af bekvemmelighed. Han er den opportunist, der klatrede op på en vens ryg og kalder det fortjeneste. Han er charmerende, velfriseret og dybt overbevisende, indtil det ikke længere kan betale sig.
Grant spiller ham med en let selvbevidst distance, der fungerer perfekt. Men det, der gør Forge farlig som karakter, er ikke hans egoisme – det er hans normalitet. Han er ikke en undtagelse i dette univers. Han er en variant af den type, der konsekvent belønnes: den der ved, hvornår man skifter side, hvornår man smiler, og hvornår man lader som om loyaliteten er reel.
Filmen præsenterer Forge som en afvigelse. En monstrositet. Men hans karrierevej – fra karismatisk brovtende svindler til politisk leder med al magt i en bystat – ligner bemærkelsesværdigt meget en fortælling, vi kender fra den virkelige verden. Det er ikke en anmeldelse af Grant. Det er en observation om, at Forge er filmens spejl, ikke dens undtagelse. Og at filmen aldrig rigtig ser sig selv i det spejl.
Se også vores analyse af medvirkende i Red Sparrow, der ligeledes kredser om manipulation og magtspil i en Hollywood-kontekst.
Systemkritik som æstetik – og dens grænser
Filmens helte er tabere, kriminelle og marginaliserede. Harpers – institutionen Edgin tidligere tjente – er bureaukratisk, rigid og mere optaget af procedurer end retfærdighed. Neverwinter styres af en korrupt leder, der er kommet til magten på ulovlig vis. Den røde troldkvinde Sofina opererer i det skjulte bag om institutionerne. Klassekritikken er til stede – skurken bor i et slot, heltene sover i stald.
Men konklusionen er aldrig revolution. Det er reform. Det er genoprettelse. Systemet var dårligt, men det var også Forges skyld – og nu er han fjernet. Institutionen Harpers var dysfunktionel, men nu er den lidt bedre. Neverwinter har haft en dårlig leder, men nu er der en anden. Strukturerne forbliver intakte. Kun personerne skiftes ud.
Det er en klassisk centrumliberal fortælling: systemet er ikke problemet, de forkerte mennesker er problemet. Det er en betryggende konklusion. Den kræver ingenting af publikum og truer ingenting i produktionens kommercielle interesse.
Antiautoritarisme som æstetik er kapitalismens foretrukne form for oprør: det sælger merchandise, uden at true noget som helst. Og Honor Among Thieves er, trods al sin flair og ironi, et dybt konformt stykke underholdning.
Rollelisten vurderet
| Skuespiller | Rolle | Vurdering | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Chris Pine | Edgin Darvis | 7/10 | Charmerende og effektiv, men narrativt privilegeret på alle andres bekostning. Pines selvironi redder ham fra at blive papiragtig. |
| Michelle Rodriguez | Holga Kilgore | 8/10 | Filmens fysisk stærkeste performance. Reduceret til støttefunktion trods overlegenhed i næsten enhver scene. |
| Regé-Jean Page | Xenk Yendar | 6/10 | Stilfuld og præcis – men skrevet som en walking punchline med en monolitisk moralsk kompas. Ingen ambivalens = ingen dybde. |
| Hugh Grant | Forge Fitzwilliam | 9/10 | Filmens mest politisk interessante figur. Grant giver ham charme nok til at gøre ham reel, snarere end karikeret. |
| Justice Smith | Simon Aumar | 7/10 | Den mest uudnyttede karakter. Simons selvtvivl er den mest interessante psykologiske fortælling i filmen – og behandles som comic relief. |
| Sophia Lillis | Doric | 6/10 | Kompetent og karismatisk. Tiefling-baggrunden som allegori over marginalisering kasseres efter én sætning. En analytisk blindvinkel. |
| Chloe Coleman | Kira | 5/10 | Funktionel som moralsk katalysator. Ikke en karakter – et plot-device med et ansigt. |
| Daisy Head | Sofina | 5/10 | Underspillet til det punkt, hvor karakteren næsten forsvinder. Magtfigur uden resonans. |
Simon som klasseportræt – den uudnyttede analyse
Justice Smith som Simon Aumar
Justice Smiths Simon Aumar er filmens mest oversete karakter. Han er den privilegerede, der ikke kan bruge sin gave. En mand med sjælden magisk kapacitet, der er så lam af selvtvivl, at hans kompetence er akademisk. Han ved alt og kan ingenting, fordi han ikke tror på sig selv.
Det er en præcis psykologisk beskrivelse af, hvordan privilegium kan internaliseres som et selvtillidsdeficit – en form for paralysis, der er opstået af for høje forventninger, for tidlig sammenligning og for ringe erfaring med reelt at fejle og fortsætte. Simon er den velstillede, veluddannede unge mand, der ikke kan forstå, hvorfor han ikke lykkes – fordi han aldrig har lært, at det er tilladt at mislykkes.
Filmen behandler dette som et komisk element. Hans arc er løst, når han til sidst bruger sin magi. Der stilles ingen spørgsmål til, hvorfor hans privilegium ikke automatisk har gjort ham kapabel. Det ville have været en interessant samtale. Men det ville have været ubehageligt. Og det er Honor Among Thieves systematisk ikke.
For en sammenlignende analyse af, hvordan privilegium og selvtvivl behandles i en helt anden filmkontekst, kan du læse vores artikel om medvirkende i Good Will Hunting.
En film om systemets svigt – der sender os hjem med systemet intakt
Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves er ikke en dårlig film. Det er vigtigt at slå fast, fordi kritisk analyse ikke er det samme som afvisning. Den er underholdende, velspillet og har ægte øjeblikke af genre-glæde. Ensemblet fungerer. Kemien er reel. Hugh Grant er en fornøjelse.
Men filmen er produceret af Paramount Pictures og Hasbro – det selskab, der ejer D&D-brandet – og dens kærlige, ironisk-affektionerede fremstilling af Faerûn er ikke neutral. Den er markedsføring. Det korporative ejerskab over fantasikulturen er et fuldstændigt fraværende perspektiv i langt de fleste anmeldelser af filmen, og det bør ikke overraske: det er ikke et perspektiv, der gavner nogen i produktionskæden at fremhæve.
Filmens medvirkende – fra Pine til Rodriguez til Grant – leverer præcis det, der er bestilt. Det er ikke en kritik af dem. Det er en kritik af, hvad der bestilles. Fortællingen drives ikke af ambition om at udfordre noget – den drives af ambition om at behage bredt og sælge franchisen videre. Edgins datter reddes. Familien rekonstrueres. Institutionen bekræftes. Skurken straffes. Og vi forlader salen tilfredse.
Tilfredse – og uudfordrede. Det er præcis det, Hasbro betalte for.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem spiller hovedrollen i Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves?
Chris Pine spiller Edgin Darvis, filmens primære protagonist og tidligere Harper-agent, nu tyv og fraværende far i færd med at genetablere sin relation til sin datter Kira.
Hvem spiller skurken i filmen?
To skurkefigurer optræder: Hugh Grant som den korrupte opportunist Forge Fitzwilliam, og Daisy Head som den røde troldkvinde Sofina, der opererer som den egentlige bagvedliggende magtfaktor.
Hvem har instrueret Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves?
Filmen er instrueret af Jonathan Goldstein og John Francis Daley, der også har medvirket til manuskriptet.
Hvornår havde filmen premiere?
Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves havde premiere i 2023.
Hvad spiller Sophia Lillis i filmen?
Sophia Lillis spiller Doric, en tiefling-druide med marginaliseret baggrund og en shapeshifting-evne, der bruges kreativt i filmens actionscener.
Er filmen baseret på rollespillet Dungeons & Dragons?
Ja. Filmen er sat i Forgotten Realms-universet, der er en af de mest kendte verdener i D&D-spilsystemet, og trækker på karakterklasser som barbar, tyv, paladin, druide og troldmand.
Hvor kan man streame filmen i Danmark?
Filmen er tilgængelig via bl.a. Netflix, Viaplay og Prime Video i Danmark, og kan købes på DVD og Blu-ray.
